Super pokalstemning på bane 3

Kategorier


Tribunen ved bane 3 var tætpakket med 300-400 tilskuere, der skabte super stemning ved det lokale pokalbrag for U/19 holdene fra Farum Boldklub og FCN.

Super pokalstemning på bane 3

Der var tæt pakket med entusiastiske tilskuere til pokalbraget mellem Farum Boldklub og FCN i U/19 kvartfinalen, som FCN vandt efter straffesparkskonkurrence

– Det var sjovt. Der var jo rigtig superligastemning med romerlys og det hele i et klassisk pokalbrag. Sådan lyder det fra FC Nordsjællands U/19 træner Peter Feher, efter at hans hold i aftes vandt efter straffesparkskonkurrence i pokalkvartfinalen mod Farum Boldklubs U/19 drenge. Den ordinære kamp endte 2-2, og fik de 300-400 tilskuere helt op at ringe. Underdogs-rollen kompenserede Farum Boldklubs spillere ved på bedste vis gennem investering af en masse kræfter og løbearbejde. Det gav mange tætte dueller og intensitet fra start, sådan som der skal være i et ægte pokaldrama. Det rev også publikum med, så stemningen var i top. FCN satte sig dog stille og roligt på spillet og kampen, men det blev ved 0-0 før pausen. Og kort inde i 2. halvleg kom der for alvor gang i Farum Boldklubs mange tilhængere, da “hjemmeholdet” bragte sig foran 1-0. Det skabte dog ikke panik hos FCN, der fortsatte sit spil og fik belønningen efter knap midtvejs i 2. halvleg med udligningen til 1-1 ved Zabi Eskandri. Favoritterne fra FCN kom også foran 2-1 ved Rasmus Johansson med ti minutter igen, og langt ind i overtiden lignede det afgørelsen. Men så lykkedes det Farum Boldklub at få udlignet til 2-2 på en lang bold, som blev snittet i mål, og herefter gik holdene direkte til en afgørelse på straffespark. Her kom FCN foran 4-3, inden Farum Boldklub havde sit sidste spark, som målmand Sebastian Kjær reddede, så FCN er klar til semifinalerne. Men Farum Boldklubs spillere havde stor ære af kampen og indsatsen. – Det var en rigtig glimrende pokalkamp, hvor vi fik god modstand i ægte pokalstil. Vi var lidt for dårlig til at udnytte vores chancer, og de havde en stærk keeper, men vi er i semifinalen nu, og gennem Reserveholdskampen i tirsdags og pokalkampen her har hele min trup fået spilletid, så de kan være bedst muligt rustet til næste kamp i U/19 Ligaen, siger Peter Feher. FCN U/19 har fri i den kommende weekend, men lørdag den 3. maj er der lokalopgør mod Lyngby i Farum Park kl. 13.00. Mens FCN U/19 spillede sig i pokalsemifinalen, blev kvartfinalen endestationen for U/17, der tabte pokalkampen i Lyngby med 2-3. – Vi dominerede kampen men kunne ikke udnytte vores muligheder, og så lavede vi nærmest groteske fejl ved de to sidste af deres scoringer. Nu lægger vi pokalen bag os og gør klar til ligakampen mod Silkeborg på hjemmebane på lørdag, siger træner Kasper Kurland. Den kamp spilles i Farum Park kl. 15.15 på lørdag 26. april.