Point mod FC Vestsjælland denne gang

Kategorier


Jens Stryger Larsen havde kampens bedste måltilbud, men hans skud fra nært hold blev desværre lidt skævt og gik lige forbi mål. (Foto: Boesenfoto.dk)

Point mod FC Vestsjælland denne gang

Det blev ikke til den ønskede revanche efter de to smertelige nederlag til oprykkerne, men FCN fik dog et point med sig hjem fra Slagelse efter en målløs kamp

Heller ikke tredje gang blev lykkens gang for FCN mod FC Vestsjælland. Aftenens 0-0 kamp i Slagelse var dog en forbedring i forhold til de to tidligere 1-2 nederlag mod de vestsjællandske oprykkere. Kampen lignede meget de to tidligere indbyrdes opgør med FCN som den spilstyrende part, men med Slagelse-mandskabet lurende på muligheder i forbindelse med dødbolde. FC Vestsjælland havde et par giftige forsøg i kampens første ti minutter, men så tog FCN for alvor teten og havde kampens største chance, men Jens Stryger Larsen fik desværre ikke ramt bolden ordentligt i sin afslutning. 2. halvleg bød ikke på mange målchancer, og selv om FCN forsøgte at finde huller i hjemmeholdets murværk lige til det sidste, kom der altid en fod i vejen. FCN kom efter tre point og revanche fra de foregående kampe men måtte nøjes med ét point for en målløs kamp. Det positive var, at FCN for tredje gang i træk selv holdt modstanderne fra at score. Nu skal det stabile forsvarsspil ”bare” krydres med noget skarpere angrebsspil. Og det skal helst ske allerede på torsdag hjemme i Farum Park i den meget vigtige pokalsemifinale mod FCK. Kampen minut for minut: 7. minut: Godt skudforsøg af Vestsjællands Mark del Hende.
8. minut: Hovedstød fra Lasse Nielsen fra nært hold blev flot reddet af David Jensen i FCN-målet.
23. minut: Jens Stryger spilles helt blank med keeperen af ”AC”, men skuddet bliver skævt og går ved siden af mål.
28. minut: Langskud af Nicolai Stokholm preller af på overliggeren.
34. minut: AC spillet fri ved baglinjen af Stryger, men ingen når frem til det giftige flade indlæg.
53. minut: Forsøg på saksespark af Joshua John men langt over mål.
58. minut: Overrumplende langskud af Rasmus Festersen, som David Jensen kun lige akkurat får drejet forbi mål.
72. minut: Panik i FCN-feltet ved frisparksindlæg.
90. minut: Jens Stryger Larsen hovedstøder bolden lige over tomt mål langt udefra efter et kikset forsøg på at bokse væk af FCV-keeper Thomas Mikkelsen.

Kampens detalje: Oplægget til FC Nordsjællands største målchance var også kampens detalje, set med tigerøjne. Løbene fra kanterne og ind bag forsvaret er et middel, FCN hele tiden lurer på mod forsvar, der står så lavt som FC Vestsjælland. Og i det 23. minut tog Jens Stryger løbet på det helt rigtige tidspunkt, og ”AC” havde blik for at spille en perfekt timet bold indenom forsvaret, så Stryger var helt alene igennem med målmanden. Men afslutningen blev desværre kikset.   Lagde du mærke til: At FC Nordsjællands fans kunne høres tydeligt på Harboe Arena i Slagelse. Udover den fyldte fanbus havde også mange FCN-fans selv taget turen til Slagelse for at støtte holdet. Statistisk set: Boldbesiddelse:
FCV 36% – FCN 64%
Skud:
FCV: 13 – FCN: 8
Skud på mål:
FCV: 6 – FCN: 2 Det blev FC Nordsjællands første 0-0 kamp i denne sæson. Som det eneste hold i Superligaen havde FCN ikke været deltager i en målløs kamp før opgøret i aften i Slagelse. FCN havde sat klubrekord ved at score i 10 Superligakampe i træk, men den stime er nu brudt. Det positive er, at David Jensen har holdt clean sheet i tre Superligakampe i træk med en god defensiv organisation foran sig. Hørt på spillergangen: Træner Kasper Hjulmand: – Vi kom for at få revanche for de to nederlag til FC Vestsjælland og få de tre point med os hjem. Det lykkedes ikke helt, og vi må nøjes med det ene point. – Men det er positivt, at der igen ikke blev scoret mod os, og nu retter vi blikket mod pokalkampen på torsdag. Kampen mod FCK er meget vigtig for os, og den skal vi gøre alt for at få noget ud af. Matchfacts:

Superligaen, 25. runde, 7. april 2014

FC Vestsjælland-FCN 0-0
Tilskuere:
 2.197 tilskuere
Dommer: Peter Kjærsgaard-Andersen
Advarsler: Anders ”AC” Christiansen, FCN
Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
28 David Jensen
5 Anders ”AC” Christiansen (ind i 66. minut 23 Mario Ticinovic)
6 Lasse Petry (ind i 54. minut 10 Martin Vingaard)
7 Nicolai Stokholm
8 Patrick Mtiliga
9 Kim Aabech
11 Morten Nordstrand
12 Joshua John (ind i 77. minut 36 Kristian Lindberg)
15 Jens Stryger Larsen
21 Ivan Runje 
27 Pascal Gregor
På bænken uden at komme ind:
16 Runar Alex Runarsson
25 Bassel Jradi
29 Andreas Maxsø
37 Oliver Thychosen