Nicolai Stokholm vil have det sidste med

Kategorier

Nicolai Stokholm vil have det sidste med

Nicolai Stokholm fejrede sin rekord som Superligaens ældste målscorer ved at offentliggøre sine planer om at stoppe sin aktive karriere, når sæsonen er forbi.

FCN TV tog en snak med ham dagen derpå. På anførerens 38 års fødselsdag. 1. april. Efter at have sovet på det, måtte Stokholm her til formiddag svare på, om han bare var lidt for tidligt på den med årets aprilsnar. – Nej.. Nu har jeg sovet på den, og selvom det er blevet 1. april, har jeg ikke ændret holdning. Det er en beslutning, der er bearbejdet over en længere periode ikke bare med mig selv, men også mine nærmeste. Jeg har mærket godt efter inde i mig selv, og har været afklaret i et stykke tid. – Jeg kan se tilbage på en fantastisk karriere, en lang række gode oplevelser, og især mine sidste fem år i FC Nordsjælland  har jeg været rigtig, rigtig glad for, og jeg glæder mig til de sidste seks uger. – Det handler selvfølgelig også om fysikken og kroppen. Jeg har måske ikke helt levet op til egne forventninger i denne sæson, og jeg vil hellere selv træffe beslutningen end blive bedt om at stoppe. Jeg elsker virkelig at spille fodbold, og jeg glæder mig helt vildt over kampen og sejren i går, men det er ikke den slags øjebliksbilleder, man tager beslutning på basis af. – Der er da spillere, der har holdt længere ud end jeg, men jeg synes nu godt, jeg kan være tilfreds. Jeg føler mig privilegeret over selv at kunne træffe beslutningen og at det ikke er en skade eller andet, der har afgjort det hele. – Jeg elsker stadig følelsen af at vinde. Hver eneste dag. Det har jeg altid haft i mig, og jeg har altid vidst, der skulle hårdt arbejde til. Jeg har aldrig været blandt de største spillere rent fysisk, så jeg har måttet arbejde for det. Sådan vil det også være i de næste kampe. Jeg vil vinde dem alle – jeg vil have det bedst mulige ud af de sidste 10 kampe og håber det bliver 11 med pokalfinalen. Det ville selvfølgelig være en ønskeafslutning, men trods min beslutning er det stadig kun næste kamp, der tæller, lyder det fra en anfører med en nærmest legendarisk vindermentalitet.