FCN udnyttede ikke sine muligheder

Kategorier


Martin Vingaard forsøger endnu et indlæg, men Esbjerg-forsvaret afviste det meste. (Foto: Rie Neuchs)

FCN udnyttede ikke sine muligheder

FC Nordsjælland tabte 0-1 hjemme til Esbjerg i en kamp, hvor afslutningerne ikke stod mål med spillet og de små marginaler også var imod til sidst

FC Nordsjælland tog ikke sine chancer, da de var der i hjemmekampen mod Esbjerg, og så kunne vestjyderne tage hjem med alle tre point for en smal 1-0 gevinst, selv om sejren ikke afspejlede spil og chancer i den kamp. FCN havde godt fat i spillet i store perioder og præsterede også glimrende angreb. De blev bare aldrig afsluttet med den effekt, der er nødvendig for at score. Der blev afsluttet for hektisk og for upræcist, og da FCN så endelig fik sigtekornet rettet ind til sidst i en stærkt slutspurt, diskede Esbjergs keeper Martin Dubravka op med et par mirakelredninger. Efter 26 Superligakampe i træk med FCN-scoringer i Farum Park gik det altså galt i aften mod Esbjerg, og det kostede et nederlag på et mål indkasseret ganske kort før pausen efter et koncentrationssvigt i forsvaret. Med nederlaget venter der nu FCN to meget afgørende udekampe i Påsken, for tigrene har i første omgang forpasset chancen for at kigge opad, og nu gælder det om hurtigst muligt at lægge afstand til bunden. Kampen minut for minut:
5. minut: Jakob Ankersen opsnapper en lidt for upræcis tværpasning for næsten af Ivan Runje og er helt fri, men hans afslutning rammer stolpen.
11. minut: Uffe Bech kun en tåspids fra at få afsluttet på fin stikning fra Mario Ticinovic.
27. minut: Skudchance til Lasse Petry efter hjørnespark.
30. minut: Ivan Runje header lige forbi på frisparksindlæg fra Martin Vingaard.
38. minut: Dobbeltchance til Patrick Mtiliga og AC i det lille felt, men ingen af dem får træf på bolden til en afslutning.
41. minut: AC skyder lige forbi på frispilning fra Petry.
45. minut: 0-1. FCN’s midterforsvar får ikke lukket af for en dyb stikning til Mushage Bakenga, som straks udnytter gaven.
54. minut: Nordstrand header forbi på indlæg fra Stryger.
58. minut: Stryger finder Kim Aabechs pande, men igen går bolden forbi mål.
59. minut: Jersper Rasmussen får frit hovedstød for Esbjerg, men bolden sidder lige i favnen på David Jensen.
65. minut: Nordstrand er pludselig helt fri i det lille felt på en bold fra Petry, men hans afslutning bliver blokeret.
69. minut: Ivan Runje header forbi efter hjørnespark
90. minut: FCN spiller glimrende igennem i højre side, og Jens Stryger Larsen indlæg ligger præcist til Morten Nordstrand, der header ove ri modsatte side af målet. Men keeper Dubravska redder på fantastisk vis til hjørne.
91. minut: Hjørnesparket ligger præcist til Pascal Gregor, der header lige indenfor roden af målstolpen, men igen er Esbjerg-keeperen vaks og redder. Lagde du mærke til:
At Uffe Bech endelig var klar til en startopstilling, men han har endnu kun kræfter til at spille en halvleg, og derfor var det helt efter planen, at Uffe Bech skulle give sig fuldt ud i 1. halvleg, hvorefter Morten Nordstrand trådte ind i angrebet efter pausen. Statistisk set:

Boldbesiddelse:
FCN 54% – Esbjerg 46%
Skud:
FCN: 16 – Esbjerg: 8
Skud på mål:
FCN: 4 – Esbjerg: 4
Hjørnespark:
FCN: 13 – Esbjerg: 3 FCN har scoret i hver af de foregående 26 Superligakampe på hjemmebane, men den klubrekord er nu stoppet. Hørt på spillergangen:

Martin Vingaard:
Det er så sindssygt at vi ikke får scoret i sådan en kamp. Vi har jo rigeligt med chancer til at vinde, men det ville bare ikke lykkes for os i aften. Anfører Patrick Mtiliga:
Vi spiller bolden rundt og rundt, og det ser pænt ud, men vi kan ikke bruge det til noget som helst, når vi kan lave mål.
Og så indkasserer vi sådan et dumt mål lige før pausen. Det er som, vi aldrig lærer af vores fejl. Morten Nordstrand:
Det var et par ufattelige redninger, Dubravska leverede til sidst. Bolden kom perfekt fra Stryger, jeg kunne løbe lige ind i den. Det var godt reddet, må jeg indrømme. Matchfacts:

Superligaen, 26. runde, 14. april 2014

FCN-Esbjerg 0-1 (0-1)
Mål:
45. minut: 0-1 Mushaga Bakenga
Tilskuere: 4.257 tilskuere
Dommer: Jens Maae
Advarsler: Patrick Mtiliga, FCN, samt Peter Ankersen, Ryan Johnson Laursen, Hans Henrik Andreasen og Michael Jakobsen.
Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
28 David Jensen
5 Anders ”AC” Christiansen (ind i 72. minut 37 Oliver Thychosen)
6 Lasse Petry
8 Patrick Mtiliga
9 Kim Aabech
10 Martin Vingaard
15 Jens Stryger Larsen
18 Uffe Bech (ind i 46. minut 11 Morten Nordstrand)
21 Ivan Runje
23 Mario Ticinovic (ind i 72. minut 36 Kristian Lindberg)
27 Pascal Gregor
På bænken uden at komme ind:
35 Martin Hansen
25 Bassel Jradi
29 Andreas Maxsø
34 Emiliano Marcondes