FCN slog mestrene og kigger nu kun opad

Kategorier


Morten Nordstrands hovedstød er via indersiden af stolpen og ryggen på keeper Kim Christensen røget ind over stregen til den afgørende træffer. (Foto: Boesenfoto.dk)

FCN slog mestrene og kigger nu kun opad

Med en pragtpræstation af hele holdet vandt FC Nordsjælland fortjent 1-0 over FCK og kan nu helhjertet jagte chancen for europæisk fodbold i sæsonens sidste fire kampe.

Det var mange lighedspunkter mellem aftenens kamp i Farum Park og den kamp, der i foråret 2012 banede vejen for FC Nordsjællands mesterskab. Resultatet 1-0 til FCN er det samme, og det blev ligesom dengang skabt på en helstøbt holdpræstation, hvor alle mand kæmpede for det og troede på det. Forskellen er blot, at det denne gang ikke var guldet, der var på spil. For FCK som forsvarende mestre forsvandt den sidste spinkle rest af tro på et forsvar af titlen, og for FCN er der efter en svær sæson først nu endeligt slut med at kigge bekymret mod nedrykningsstregen. Nu er situationen inden de sidste fire spillerunder den, at FCN helhjertet kan jagte den 5. plads, der giver billet til Europa League. Sejren over FCK var også fuldt fortjent. FC Nordsjælland satte sig på kampen fra start og leverede en flot 1. halvleg, hvor det blev til et hav af nærved og næsten chancer. Desværre havde FCN ikke heldet med sig før pausen, og fra 2. halvlegs start forsøgte FCK at ændre billedet med et hårdt fysisk tryk, der gav gæsterne et klart overtag og muligheder for at komme foran, men Cornelius var ikke skarp, og unge David Jensen parerede godt for sig i målet. De to jævnaldrende foran ham, Andreas Maxsø og Pascal Gregor modstod også det værste pres, og resten af holdet fik sig derefter arbejdet flot ind i kampen igen. Midt i 2. halvleg fik FCN så endelig den fortjente belønning for indsatsen, da et hjørnespark endte hos Andreas Maxsø, og hans skud på mål rettede Morten Nordstrand af med et veltimet hovedstød, der tog indersiden af stolpen og via ryggen på FCK-keeper Kim Christensen gik i kassen til 1-0. FCN afviste herefter alt, hvad FCK havde at byde på og sikrede sæsonens første sejr over FCK. Lagde du mærke til: At FC Nordsjælland spillede med et centerforsvar bestående af de to årgang 1994 spillere, Andreas Maxsø og Pascal Gregor med den kun to år ældre David Jensen bag sig som målmand. Både Pascal og Maxsø var i den trup, der vandt DM for U/19 sidste sommer, hvor de undervejs i ungdomsårene også har stået overfor den jævnaldrende Andreas Cornelius hos FCK. Dagens detalje: Den leverede indskiftede Kim Aabech umiddelbart før FC Nordsjællands scoring til 1-0 midt i 2. halvleg. Iskoldt og super frækt spillede han bolden mellem benene på Pierre Bengtsson til Nicolai Stokholm, der slap helt fri til en skudchance, som målmand Kim Christensen fik pareret til hjørnespark. Og netop det hjørnespark udnyttede FCN til den afgørende træffer. Statistisk set: Boldbesiddelse:
FCN: 49% – FCK: 51%
Skud:
FCN: 16 – FCK: 13
Skud på mål:
FCN: 6 – FCK: 5
Hjørnespark:
FCN: 7 – FCK: 4 Morten Nordstrand har nu to gange i denne sæson scoret afgørende træffere i Farum Park mod sin tidligere klub. Saksesparket i august gav et point for 2-2, og i aften blev det altså til tre point med hovedstødsmålet, der via indersiden af stangen og ryggen på keeper Kim Christensen gik i nettet. Hørt på spillergangen: Jens Stryger Larsen tog ekstremt mange lange løb i kontraspillet til sidst: – Det var også hårdt, men det skal jo til, hvis man vil vinde, og det ville vi. Jeg synes, vi præsterede en rigtig god 1. halvleg, hvor vi havde godt styr på kampen, men så kom de med et voldsomt tryk fra 2. halvlegs start. – Men vi fik godt fat igen, og efter målet til 1-0, føler jeg, at vi skulle have lukket kampen på vores mange omstillingsmuligheder. Målet gav ro til hele holdet, og stort cadeaux til vores to unge i midterforsvaret, der blev ved med at afvise de mange høje bolde ind i feltet. Nicolai Stokholm ærgrede sig lidt over, at han ikke udnyttede frispilningen fra Kim Aabech: – Undskyld Kim, den skulle jeg have scoret på. Jeg skulle bare have sparket fladt i stedet blev det et skud lige i målmandshøjre. Heldigvis scorede vi på det hjørne, vi fik efter skuddet, så det blev jo på en måde afgørende. – Vi måtte løbe rigtig meget i dag, og efter sådan en kamp kan jeg godt mærke alderen lidt. Vi havde alle en fornemmelse af, at det første mål ville blive meget afgørende, og det kom til at holde stik. Efter vores scoring kom de til at spille meget på lange bolde, og det afviste forsvaret godt. Matchfacts:

Superligaen, 29. runde, 27. april 2014

FCN-FCK 1-0 (0-0)
Mål:
73. minut: 1-0 Morten Nordstrand, assist Andreas Maxsø
Tilskuere:
5.146 tilskuere
Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen
Advarsler: Andreas Maxsø, FCN og Claudemir, FCK
Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
28 David Jensen
5 Anders ”AC” Christiansen (ind i 60. minut 6 Lasse Petry)
7 Nicolai Stokholm
8 Patrick Mtiliga
10 Martin Vingaard
12 Joshua John
15 Jens Stryger Larsen
18 Uffe Bech (ind i 65. minut 9 Kim Aabech)
23 Mario Ticinovic (ind i 37. minut 11 Morten Nordstrand)
27 Pascal Gregor
29 Andreas Maxsø
På bænken uden at komme ind:
16 Runar Alex Runarsson
21 Ivan Runje
34 Emiliano Marcondes
37 Oliver Thychosen