FCN greb efter pokalen men fik ikke fat

Kategorier


Mario Ticinovic scorede til 1-0 fra spids vinkel allerede efter fem minutter mod FCK. (Foto: Rie Neuchs)

FCN greb efter pokalen men fik ikke fat

FC Nordsjælland spillede sin chance og havde FCK rystet, men det blev kun til en 1-0 føring, og pokaldrømmen var slut, da gæsterne fik udligningen og det vigtige udebanemål efter en times spil

FC Nordsjælland kommer ikke til at spille pokalfinale om en måned. Håbet levede i en time, hvor tigrene virkelig greb deres chance. Efter et hurtigt føringsmål ved Mario Ticinovic i det femte minut, var vejen til pokalfinalen åbnet på vid gab. De næste 20 minutter dominerede FCN i en grad, så det sagtens kunne være blevet til et mål eller to mere, men FCK overvandt chokket uden yderligere scoringer imod sig, og langsomt åd løverne sig ind i kampen, så sidste halvdel af 1. halvleg blev meget lige. En lettere skadet Nicolai Stokholm måtte lade sig udskifte med Anders ”AC” Christiansen i pausen, og straks fra 2. halvlegs start satte FCN en ny offensiv ind. Det var et par gange ved at give mål, men i stedet fik FCK så scoret det afgørende udebanemål efter en time til 1-1. Det kom efter et par lange indkast fra Claudemir og et højt indlæg, som FCK kom først på to gange i træk, så Igor Vetokele til sidst headede over David Jensen i målet. Den unge FCN-keeper stod ellers igen en pragtkamp og reddede flere prekære situationer, især da FCN måtte satse voldsomt til sidst. Opgaven med at score to mål i slutfasen var dog for svær, og det sluttede uafgjort og dermed 2-1 til FCK sammenlagt. Kampen minut for minut: 3. minut: Skud fra Vingaard lige over mål efter oplæg fra Mario Ticinovic og Morten Nordstrand.
5. minut: 1-0 ved Mario Ticinovic, der energisk slider sig fri og scorer fra en spids vinkel på oplægget fra en pågående Kim Aabech.
18. minut: Skud af Pierre Bengtsson lige fordi FCN-målet.
21. minut:  Andreas Cornelius slipper lidt heldigt fri, men han bliver grebet ud af David Jensen.
42. minut: David Jensen redder et skud fra Cornelius.
45. minut: Mario Ticinovic erobrer bolden far Wiland og spiller Nordstrand, der skyder lige forbi.
56. minut: Morten Nordstrand går solo over en halv banelængde og afslutter med et bragende skud lige forbi mål.
60. minut: 1-1 efter tre fire indlæg i FCN-feltet på lange indkast og til sidst et højt indlæg, som forlænges og heades i mål af Igor Vetokele.
75. minut: Nærgående skud af Mario Ticinovic.
78. minut: Thomas ”TK” Kristensen slipper fri men tackles i skudøjeblikket.
83. minut: Dobbeltredning af David Jensen på en FCK-kontra
90. minut: Uffe Bech tæt på at være helt blank foran mål, men han får ikke kontrol over tværpasningen. Kampens detalje: Morten Nordstrand var meget tæt på at bringe FCN på 2-0 kun få minutter før FCK’s udligning. Nordstrand fik fat i bolden ved midterlinjen i et kontraangreb, hvor resten af holdet ikke var nået med frem. Alligevel lykkedes det Nordstrand at fastholde trykket med et direkte løb mod FCK-målet, hvor han to gange viftede forsvarerne væk ved at finte en aflevering og skifte retning. Det lykkedes at nå helt ind i straffesparksfeltet, hvor Nordstrand afsluttede med et skud lige forbi mål. Lagde du mærke til: Hvor mange gange Ivan Runje vandt luftduellerne med fyrtårnet Andreas Cornelius. Gang på gang rykkede Runje foran Cornelius ved høje bolde og fik dem clearet, og også Pascal Gregor afviste meget i luften. Eneste alvorlige undtagelse var ved FCK’s udligning, hvor bolden hoppede mellem FCK-hovederne. Man of the Match: ACO Nordic var dagens Man og the Match Partner og valget faldt på FC Nordsjællands målscorer Mario Ticinovic. Hørt på spillergangen: Mario Ticinovic scorede til 1-0 og blev kåret som kampens FCN-spiller men var naturligvis dybt skuffet: – Vi fik en rigtig god start men står tilbage med et frygteligt resultat. De lange indkast og høje bolde ind i feltet blev igen vores problem. Nu må vi ryste skuffelsen af os og se frem mod de vigtige Superligakampe. – Jeg synes, alle mand gav sig 100%, men vi savnede det sidste held til at nå finalen. Det er surt lige nu, men vi rejser os igen. Pascal Gregor spillede igen en stor kamp i centerforsvaret og svarede glimrende igen på den fysik, FCK kom med: – De kommer altid med meget fysik, og vi fik lov at gå til den af dommeren. Jeg synes det er fint nok på den måde. – Oddsene var med FCK efter resultatet af den første kamp, men vi spillede virkelig vores chance. Hele holdet arbejdede stenhårdt i samtlige 90 minutter, og jeg synes, vi havde fortjent bedre. FCN måtte se bort fra Joshua John i kampen på grund af en skade: – Jeg fik et vrid i ryggen ved træningen den anden dag, og det gør forfærdelig ondt, når jeg drejer mig. Forhåbentlig bliver det hurtigt bedre, så jeg kan være med igen på mandag mod Esbjerg. Matchfacts:

DBU Pokalen, semifinale 2. kamp, 10. april 2014

FCN-FCK 1-1 (1-0)
Mål:
5. minut: 1-0 Mario Ticinovic, assist Kim Aabech
55. minut: 1-1 Igor Vetokele 
Tilskuere: 4.487 tilskuere
Dommer: Michael Johansen
Advarsler: Martin Vingaard, FCN og Igor Vetokele,FCK
Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
28 David Jensen
6 Lasse Petry (ind i 65. minut 18 Uffe Bech)
7 Nicolai Stokholm (ind i 46. minut 5 Anders ”AC” Christiansen)
8 Patrick Mtiliga
9 Kim Aabech
10 Martin Vingaard
11 Morten Nordstrand (ind i 71. minut 36 Kristian Lindberg)
15 Jens Stryger Larsen
21 Ivan Runje 
23 Mario Ticinovic
27 Pascal Gregor
På bænken uden at komme ind:
35 Martin Hansen
25 Bassel Jradi
29 Andreas Maxsø
34 Emiliano Marcondes