En fantastisk vigtig sejr blev slidt hjem

Kategorier


Joshua John fik scoret sit første mål i dette forår, og det rakte til 1-0 sejren over OB i Odense. (Foto: Boesenfoto.dk

En fantastisk vigtig sejr blev slidt hjem

FCN grundlagde 1-0 sejren i Odense på en glimrende 1. halvleg med første forårstræffer af Joshua John, og føringen holdt hele vejen i en rodet og uskøn 2. halvleg

FC Nordsjælland fik en uhyre vigtig udesejr med 1-0 i TRE-FOR Park i Odense, hvor tigrene ellers meget sjældent vinder. Sejren blev grundlagt på en særdeles flot spillet 1. halvleg, hvor FCN lidt utraditionelt lod OB være meget på bolden, mens tigrene var fint organiseret og klar til at slå til på de muligheder, fynske boldtab gav. FCN havde tre hurtigløbere i front med Uffe Bech helt fremme, og han gav det fynske forsvar store kvaler med sin aggressivitet og dybdeløb. Joshua John fik mere plads end normalt, og det udnyttede den hurtige hollænder efter ti minutter, da han fik bolden efter en erobring på midten, og han spænede igennem i venstre side og nettede til 1-0 med et fladt skud til bagstolpen. FCN havde i det hele taget stor ære af 1. halvleg, men desværre sluttede den med et spark i hovedet på Uffe Bech, der måtte udgå. Det samme måtte Jens Stryger Larsen i pausen, og da FCN også allerede midt i 1. halvleg måtte tage en skadet Iven TRunje ud, var alle udskiftningsmuligheder brugt fra 2. halvlegs start. Alligevel så det lyst ud for FCN, da OB blev reduceret til 10 mand efter udvisning af OB-anfører Anders Møller Christensen kun fem minutter efter pausen. Desværre forstod FCN slet ikke at udnytte den ekstra plads, og hele 2. halvleg blev en rodet og uskøn affære. FCN spillede for langsomt og uden bevægelse nok til at kunne udnytte overtallet, og det eneste positive fra 2. halvleg er, at føringen blev holdt hjem, så de tre fantastisk vigtige point kom på tabellen. Nu skal FCN nyde sejren i dag og lappe på skaderne i de næste dage, hvorefter der venter endnu en ”krig” i Haderslev 2. Påskedag mod SønderjyskE. Kan FCN hente tre point mere i den kamp, kan tigerne sige definitivt farvel til nedrykningsfare og gå efter muligheder opad i tabellen. Kampen minut for minut: 10. minut: 0-1 Uffe Bech erobrer bolden og skubber den ud til Joshua John I venstre side. Josh har plads til et løb direkte mod mål og afslutter fladt til bagstolpen lidt inde i straffesparksfeltet
20. minut: Uffe Bech slipper fri på en glimrende stikning fra Martin Vingaard, mens Bechs afslutning ryger lige forbi OB-målet.
30. minut: Det lugtede meget af straffespark til Nicolai Stokholm, der var ved at være helt fri tæt under mål på det præcise indlæg fra Joshua John, men Kenn Hansens fløjte var tavs.
32. minut: Martin Vingaard slåer et fladt indlæg tæt foran mål, men Mario Ticinovic når ikke frem til bolden.
40. minut: Uffe Bech spilles i feltet af Joshua John men presses voldsomt i afslutningen, der bliver skæv.
45. minut: Espen Ruud rammer Uffe Bech voldsomt i hovedet med spark og får en advarsel-
45. minut: Martin Vingaard sparker det direkte frispark lige i favnen på målmand Toppel.
46. minut Martin Vingaard får ikke udnyttet en stor målchance.
50. minut: OB-anfører Anders Møller Christensen laver frispark mod ”AC” og får sin anden advarsel og dermed rødt kort.
52. minut: David Jensen redder en farlig OB-kontra.
61. minut: To nærgående FCN-afslutninger i samme angreb, først skudforsøg af Martin Vingaard, og dernæst flugtskud af Kim Aabech på bold fra Anders ”AC” Christiansen.
67. Rasmus Falk sparker over FCN-målet efter frisparksindlæg.
82. minut: Kæmpechance til FCN på kontra tre mod to, men Joshua John får ikke spillet bolden i tide og mister den.
89. minut: Efter hjørnespark får OB udlignet i et tætpakket felt, men målet annulleres for en tvivlsom offside, og FCN slipper med skrækken.

Lagde du mærke til: At FC Nordsjælland stillede med en meget alternativ angrebsformation fra start, hvor der blev satset på speed. Lynhurtige Uffe Bech lå helt i front og var konstant jagtende og klar til stikninger i dybden, og på kanterne var Joshua John og Mario Ticinovic også klar til at være farttrusler i kontraspil. Statistisk set: Boldbesiddelse:
OB: 53% – FCN: 47%
Skud:
OB: 10 – FCN: 13
Skud på mål:
OB: 1 – FCN: 5
Hjørnespark:
OB: 5 – FCN: 7 FC Nordsjællands topscorer fra efteråret Joshua John fik sat sin første forårstræffer ind. Det var hans 6. Superligamål i denne sæson. Hørt på spillergangen: Jens Stryger Larsen om sin udskiftning i pausen: – Jeg døjede med et maveonde og kunne simpelthen ikke fortsætte. Heldigvis er det ikke en skade men sygdom, så jeg regner med at være frisk igen til kampen mod SønderjyskE. – Det er ikke optimalt med to udskiftninger i bagkæden så tidligt i en kamp, men stor ros til dem, der kom ind og gjorde det så godt. – Det blev lidt for spændende til sidst med en neglebidende afslutning, fordi vi ikke udnyttede vores muligheder for at lukke kampen. Det var en lettelse, at der blev dømt offside på deres scoring kort før tid, og vi må bare glæde os over, at vi formåede at køre sejren hjem og endnu engang kunne holde nullet. Træner Kasper Hjulmand: – Vi skal lukke sådan en kamp, men vi var åbenbart for trætte og nervøse til at kunne gøre det. Vi var helt på pumperne, og det blev meget uskønt til sidst. – Vi fik først Stokholm og Josh klar lige op til den her kamp, og de skulle ikke have spillet alle 90 minutter. Og Mario fik også problemer til sidst, men vi havde jo ingen udskiftningsmuligheder tilbage. – Så lige nu er jeg kun glad for, at vi fik den vigtige sejr og lidt afstand til den nedrykningsstreg, vi har bokset med i så lang tid. Vi skal have én sejr mere, så kan vi se opad og gå til angreb. Matchfacts:

Superligaen, 27. runde, 17. april 2014

OB-FCN 0-1 (0-1)
Mål:
10. minut: 0-1 Joshua John, assist Uffe Bech
Tilskuere: 7.475
Dommer: Kenn Hansen
Advarsler: Espen Ruud, Jesper Christiansen og Anders Møller Christensen, OB, samt Nicolai Stokholm, Mario Ticinovic og Martin Vingaard, FCN.
Rødt kort: Anders Møller Christensen (to advarsler)
Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
28 David Jensen
6 Lasse Petry
7 Nicolai Stokholm
8 Patrick Mtiliga
10 Martin Vingaard
12 Joshua John
15 Jens Stryger Larsen (ind i 46. minut 9 Kim Aabech)
18 Uffe Bech (ind i 46. minut 5 Anders ”AC” Christiansen)
21 Ivan Runje (ind i 24. minut 29 Andreas Maxsø)
23 Mario Ticinovic 
27 Pascal Gregor
På bænken uden at komme ind:
35 Martin Hansen
34 Emiliano Marcondes
36 Kristian Lindberg
37 Oliver Thychosen