U/19 spiller topkamp i Farum Park

Kategorier


Emiliano Marcondes scorede et mål for Danmarks U/19 landshold mod Mentenegro i denne uge.

U/19 spiller topkamp i Farum Park

Både FC Nordsjællands U/19 og U/17 Ligahold fik en god forårspremiere, og begge hold har hjemmekamp mod AaB lørdag

Lørdag bliver der gang i den i Farum Park med ungdomsfodbold på allerhøjeste plan. FCN U/19 og U/17 Ligamandskaber møder begge AaB, og i U/19 ligaen er det et topopgør mellem rækkens nr. 2 AaB og FCN på 4. pladsen. U/19 kampen spilles lørdag kl. 13.00, mens U/17 overtager Farum Park kl. 15.15. Der er naturligvis gratis adgang til begge kampe og åbent i boderne under A-tribunen, så alle tilskuere kan få en super oplevelse. – Vi får også brug for opbakning fra publikum, for AaB har et stærkt hold, og vi har revanche til gode fra kampen i Aalborg, som de vandt 2-0, lyder det fra U/19 cheftræner Peter Feher, der i denne uge havde tre af sine spillere med på Danmarks U/19 landshold til de to kampe i Montenegro. Efter Danmarks sejr på 2-1 over Montenegro tirsdag, hvor Emiliano Marcondes scorede det ene mål, blev det til et nederlag på 1-3 i Montenegro torsdag. Her spillede Mikkel Jensen hele kampen, Nicklas Mouritsen 1. halvleg og Emiliano Marcondes den sidste halve time. I den første kamp var alle tre med fra start. – Når de tre landsholdsspillere vender retur i dag må vi se på, hvor slidt de er i forhold til, hvordan vi stiller holdet mod AaB i morgen, siger Peter Feher. Både U/19 og U/17 holdene fra FC Nordsjælland fik en god forårsstart, idet begge hold vandt i Køge efter at have været bagud. Så udover sejrene fik de også begge et moralsk boost. U/17 overtager scenen kl. 15.15 og i U/17 ligaen ligger gæsterne fra AaB som nr. 3, mens FCN er med i det jævnbyrdige midterfelt.