Truppen til kampen mod AGF

Kategorier

Truppen til kampen mod AGF

FC Nordsjælland spiller igen på hjemmebane efter to udekampe, og sidste weekends flotte sejr over FC Midtjylland skal følges op mod AGF.

FC Nordsjælland og AGF har mødt hinanden to gange tidligere i denne sæson, og det er blevet til en sejr til hver mandskab. Først 2-1 til AGF og siden 1-0 til FC Nordsjælland, begge gange i Århus. – Vi glæder os til kampen, hvor vi skal have en kontrollerende rolle, vi er tilbage på hjemmebane og kender underlaget, hvor vi kan spille hurtigt, og det skal vi udnytte til at spille offensivt, men med tanke på AGFs meget hurtige omstillinger. Der er dog ingen tvivl om, at det her er en kamp, som vi skal ud og tage fat i, vi skal have sat tempo, og det skal holdes hele vejen igennem kampen, siger cheftræner Kasper Hjulmand. FC Nordsjælland kan igen glæde sig over, at Martin Vingaard og Uffe Bech er tilbage i 20-mands truppen til opgøret mod AGF. – Der er flere og flere spillere som byder sig til, og det er enormt positivt, at vi har flere spillere at vælge imellem. Martin Vingaard og Uffe Bech er tilbage i fuld træning, og det ser rigtig fornuftigt ud med de to, selvom de selvfølgelig er et stykke fra topformen. Men vi nærmer os en periode med rigtig mange kampe, og her er det godt at have flere at vælge imellem, fortæller Kasper Hjulmand. For Uffe Bechs vedkommende kan det blive en forårsdebut, hvis han kommer på banen, da han ikke har været i kamp siden 19. oktober. Martin Vingaard har siddet ude siden 9.marts, og kan igen også komme i spil. Mads ‘Mini’ Pedersen som til daglig spiller venstreback på U/19-holdet er nyeste mand i truppen, og kan få sin debut, hvis han kommer på banen. Patrick Mtiliga sidder ude med karantæne efter advarsel i Midtjylland, og Marcus Ingvartsen trækker i nationaldragtens tjeneste med U/18-landsholdet. Truppen til kampen i Farum Park mandag den 31.marts kl.19.00 mod AGF: 28. David Jensen
35. Martin Hansen
5. Anders “AC” Christiansen
6. Lasse Petry
7. Nicolai Stokholm
9. Kim Aabech
10. Martin Vingaard
11. Morten Nordstrand
12. Joshua John
15. Jens Stryger Larsen
18. Uffe Bech
21. Ivan Runje
23. Mario Ticinovic
27. Pascal Gregor
29. Andreas Maxsø
30. Nicolai Johannessen
32. Mads ‘Mini’ Pedersen
34. Emiliano Marcondes
36. Kristian Lindberg
37. Oliver Thychosen