Stryger: Vi skal ramme vores spil

Kategorier


Jens Stryger i aktion mod Viborg i sidste weekend. Nu gælder det kampen på hans tidligere hjemmebane Brøndby stadion. (Foto: Boesenfoto.dk)

Stryger: Vi skal ramme vores spil

– Brøndby stadion er et svært sted at spille for alle gæstehold, men vi skal nok komme til chancer, siger Jens Stryger før gensynet med sin tidligere hjemmebane

Når FC Nordsjælland på søndag kl. 17 løber ind på Brøndby stadion bliver det for Jens Stryger Larsen for første gang med tigeren på brystet på den bane, der i flere år var hans vante spillested i den blå/gule dragt. Han har dog prøvet at spille mod Brøndby èn gang før som FCN-spiller. Det var da Brøndby i oktober gæstede Farum Park i 1-1 kampen, men her måtte Stryger forlade banen i pausen med en skade. – Jeg glæder mig ekstremt til kampen, men det bliver da lidt specielt at komme til Brøndby stadion og gå ind i det andet omklædningsrum. Jeg har haft mange fantastiske år i Brøndby, men nu kommer jeg som FC Nordsjælland-spiller, og når kuglen triller, har jeg kun fokus på at vinde kampen. – Det er en vigtig kamp for begge hold. I så tæt en Superliga som i denne sæson, er alle point vigtige, og det vil være en god skalp for os at vinde i Brøndby. Alle hold vil jo helst kigge opefter mod toppen, men skal vi det, kræver det en sejr i Brøndby, siger Jens Stryger, der også går til opgaven med stor optimisme: – Vi skal bygge videre på det, vi leverede mod Viborg. Vi skal ramme vores spil, og vi skal arbejde hårdt for at få kontrol over kampen, så vi kan skabe ro i vores opspil. Det er positivt med alle de chancer, vi skaber, og nu mangler vi bare at være mere skarpe, men heldigvis har Kim (Aabech, red.) fået hul på bylden. – I denne sæson har det knebet lidt med at få point på udebane, og det skal vi have ændret på i en fart. Selv om Brøndby stadion er et svært sted at spille for alle gæstehold, tror jeg på vores chance, siger Jens Stryger før den lørdagens afsluttende træning.