Løb igen panden mod Vestsjællands mur

Kategorier


Kristian Lindberg er løbet fra FCV-forsvaret og scorer på David Jensens lange udspark. (Foto: Rie Neuchs)

Løb igen panden mod Vestsjællands mur

For anden gang i denne sæson vandt FC Vestsjælland 2-1 i Farum Park

FC Vestsjælland er ved at udvikle sig til FC Nordsjællands onde ånd. For anden gang i denne sæson løb tigerne panden mod den vestsjællandske mur og tabte 1-2 i Farum Park, hvor ellers næsten ingen andre hold nogensinde vinder. FCN måtte til dagens kamp ændre midtbanen totalt i forhold til de første forårskampe, idet Nicolai Stokholm sad ude med karantæne, og både Martin Vingaard og Anders “AC” Christiansen måtte stå over med skader. Det var lidt startvanskeligheder, men efter et kvarter havde FCN fundet rytmen. Desværre havde FC Vestsjælland forinden bragt sig foran på sin vante force. Efter ni minutter fik gæsterne et hjørnespark og de medrejsende fans sang straks: Vi scorer altid på hjørne. Og det gjorde de så. Efter 1-0 målet til gæsterne fra Slagelse fik FCN imidlertid greb om spillet. i den sidste halve time af 1. halvleg var det spil til ét mål, og FCN-presset gav flere gode scoringschancer. Unge Marcus Ingvartsen hamrede et skud på overliggeren, og Kim Aabech havde en afslutning lige forbi hjørnet. Men der skulle et langt udspark fra målmand David Jensen til, før den helt fortjente udligning kom i det 39. minut. Kristian Lindberg løb fra hele forsvaret og nettede til 1-1. Fra 2. halvlegs start ændrede kampen karakter. FC Vestsjælland gik til modangreb og fik bonus af det allerede efter seks minutter i 2. halvleg, da store Ofere helt udækket kunne heade et indlæg i nettet. Det mål gav FC Vestsjælland fornyet tro på fuld gevinst, og gæsterne holdt en ekstrem disciplin og organisation i resten af kampen. FCN forsøgte forgæves at få greb om spillet igen, men det lykkedes kun i kortere perioder at holde et pres, og den helt åbne chance for udligning kom aldrig. FCN løb panden mod den vestsjællandske mur konstant, og så endte det med FC Nordsjællands andet hjemmenederlag i denne sæson. Igen til FC Vestsjælland og igen 1-2. Kampen minut for minut: 9. minut: 0-1 efter hjørnespark, hvor store Bozga først headede på overliggeren, hvorefter Michael Christensen sparkede riposten i kassen.
11. minut: Flot redning af David Jensen på skud af Morten Bertolt.
16. minut: Skud af Lasse Petry, som FCV-keeper Thomas Mikkelsen var lige ved at tabe ind i målet.
22. minut: Patrick Mtiliga slipper fri ved baglinjen efter fint sammenspil med Kim Aabech, og på indlægget hamrer Marcus Ingvartsen skuddet fra nært hold på overliggeren.
36. minut: Skud af Kim Aabech lige forbi målhjørnet.
39. minut: 1-1. Langt udspark fra David Jensen, som Kristian Lindberg forfølger
51. minut: 1-2  Ofere header i mål på indlæg fra Peter Nymann. 
55. minut: Aabech spilles fri på indlæg fra Joshua John, men han får ikke træf på bolden og rager den til sidst lige forbi stolpen.
71. minut: Kristian Lindberg skyder lige over mål på finurligt indlæg bag om støttebenet fra Morten Nordstrand.
80. minut: Hovedstød af Mario Ticinovic i sidenettet på hjørnesparksindlæg fra Oliver Thychosen. Kampens detalje: Det overraskede hele FCV-forsvaret, da målmand David Jensen pludselig varierede det korte pasningsopspil med et langt udspark, som Kristian Lindberg løb og udlignede til 1-1 på.  Lagde du mærke til: At Patrick Mtiliga var flyttet fra sin vante plads som venstre back frem på midtbanen, hvor han som anfører i fravær af karantæneramte Nicolai Stokholm skulle organisere FC Nordsjællands spil. Det gik rigtig fint i 1. halvleg men blev noget sværere efter pausen. Statistisk set: Kristian Lindberg scoring betyder, at FCN nu har scoret i 25 hjemmekampe i træk i Superligaen. Kampstatistik:
Boldbesiddelse: FCN 60%, FCV 40%
Skud: FCN 15, FCV 9
Skud på mål: FCN 4, FCV 6 Man of the Match: VB Byg valgte som Man of the Match partner anfører Patrick Mtiliga som den bedste FCN-spiller. Hørt på spillergangen: FC Vestsjællands træner Over Pedersen: – Vi får den sejr, der gør, at vi er godt med i rækken, og det er jeg naturligvis tilfreds med. Men jeg var langtfra tilfreds med de sidste 25 minutter af 1. halvleg, hvor vi blev kørt ud af managen af FCN. Der blev også råbt højt i pausen, og heldigvis fik vi rettet på en hel masse. Kristian Lindberg om sin udligning til 1-1: – Jeg tog bare chancen og løb på Davids udspark, og da forsvaret ikke fik fat i bolden var jeg pludselig helt fri. Men det havde jo været noget sjovere, hvis det havde været et mål til en sejr. Nu kan det ikke bruges til ret meget. Målmand David Jensen som assist til en scoring: – Jeg så, at Lindberg var klar til at tage løbet og spillede efter det, men det er vel også det mest positive i dag. Det var en meget skuffende kamp for os. Vi ved, at de er så gode på standardsituationer, og alligevel fik vi os ikke sat igennem i nogen af felterne Nu har vi 11 kampe tilbage på liv eller død. Matchfacts:

Superligaen, 22. runde, 15. marts 2014

FCN-FC Vestsjælland 1-2 (1-1)
Mål:
9. minut: 0-1 Michael Christensen
39. minut: 1-1 Kristian Lindberg, assist David Jensen
51. minut: 1-2 Edward Ofere
Tilskuere: 3.382 tilskuere
Dommer: Michael Tykgaard
Advarsler: Mario Ticinovic, Patrick Mtiliga og Joshua John, FCN, samt Edward Ofere, FC Vestsjælland.
Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
28 David Jensen
6 Lasse Petry (ind i 84. minut 31 Mikkel Jensen)
8 Patrick Mtiliga
9 Kim Aabech
12 Joshua John
15 Jens Stryger Larsen
21 Ivan Runje 
23 Mario Ticinovic
27 Pascal Gregor
36 Kristian Lindberg (ind i 75. minut 37 Oliver Thychosen)
40 Marcus Ingvartsen (ind i 54. minut 11 Morten Nordstrand)
På bænken uden at komme ind:
35 Martin Hansen
24 Kamal Issah
29 Andreas Maxsø
34 Emiliano Marcondes