Legender og talenter samles med fans om opbakningen

Kategorier


Billeder fra præmieoverrækkelsen til sidste kamp i Farum Park – foto: Rie Neuchs

Legender og talenter samles med fans om opbakningen

Alle sejl sættes til, når FC Nordsjælland mandag aften skal forsøge at følge op på weekendens flotte Superliga-sejr over FC Midtjylland.

På tribunen vil fangrupperingerne nemlig få hjælp med opbakningen til holdet på banen af alle klubbens talentspillere, akademi-hold og repræsentanter for de 65 samarbejdsklubber. Repræsentanter for FC Nordsjællands All Star hold, som præsenteres i pausen, vil også være at finde på tribunerne, således at både fortid, nutid og fremtid vil stå sammen i kampen om vigtige point til Superliga-tabellen. Administrerende direktør Ole Palmå fortæller: – Mandag bliver på mange måder en festdag i Farum Park. Vi fejrer 100-året for dansk fodbolds bedste række med en flot fantifo, kåringen af All Star-holdet og andre festlige tiltag. Blandt andet har vi inviteret repræsentanter for samtlige 65 samarbejdsklubber, der i espalier med flag vil byde spillerne velkommen på banen. – Samtidig samles alle klubbens talent-hold på fantribunen iført deres klubtrøjer, og de vil sammen med fangrupperne give den gas, så Superliga-holdet får den bedst mulige støtte under kampen. Vi har også inviteret Farum Boldklubs medlemmer til at komme forbi, og håber naturligvis, at de og alle andre gør som talent-holdene og klubfarverne frem. – Akademispillerne er ligeledes inviteret med familier, og med de gamle stjerner fra All Star-holdet på besøg, har vi samlet det, der må siges at være FC Nordsjællands fortid, nutid og fremtid i kampen for vigtige point i en vanvittig tæt Superliga.
Det bliver fortiden, nutiden og fremtiden som mødes på tribunen på mandag – foto: Rie Neuchs – Det bliver uden tvivl en helt speciel dag i Farum Park, og vi håber at hele Furesø vil bakke os op i en ekstremt vigtig tid for regionens Superliga-hold. På mandag handler det om at vise farverne og vise, at FC Nordsjælland fortsat er på vej frem på og uden for banen, lyder direktørens opfordring. Kampen mod AGF spilles mandag aften kl. 19:00. Det er muligt at sikre sig billet via billetter.fcn.dk eller ved billetboderne fra en time før kick off. Portene og alle stadionboderne åbnes kl. 18.