Værd at vide før dagens kamp i Esbjerg

Kategorier


FC Nordsjællands trænerteam kan se tilbage på en god træningsoptakt, og det giver optimisme til forårspremieren.

Værd at vide før dagens kamp i Esbjerg

FC Nordsjælland spiller i aften kl. 19.00 i Esbjerg, og her er lidt statistiske vinkler på den svære udekamp

VIDSTE DU AT… …hele træningsopstarten fra 10. januar og frem til aftenens forårspremiere er forløbet rigtig fint for FC Nordsjælland, der er gået ubesejret gennem den lange serie af træningskampe og fik finpudset formen på den årlige træningslejr i spanske La Manga. …Michael Jakobsen som lejespiller fra FCK spillede 13 af efterårets 18 Superligakampe fra start for FC Nordsjælland. Nu er Michael Jakobsen skiftet til Esbjerg på en fireårig kontrakt, og han står i aften overfor sine tidligere holdkammerater. Med pokalkampe og internationale kampe blev det til i alt 19 kampe med tigeren på brystet for Michael Jakobsen. …FCN og Esbjerg har mødt hinanden i alt 31 gange i Superligaen, og at det næsten er helt lige i statistikken med 13 sejre til Esbjerg, 12 til FCN og 6 uafgjorte kampe. I Esbjerg har vestjyderne vundet 7 af de 14 kampe, mens FCN kun har fået fuld gevinst med hjem i bagagen 4 gange. Ingen af de 14 kampe mellem de to hold i Esbjerg er endt målløse. …selv om FCN har hentet fem point mere end Esbjerg i efterårets Superliga, har vestjyderne scoret klart flere mål end tigerne. Esbjerg har vist stor offensiv styrke med 29 træffere i de 18 kampe. De fire af disse mål blev scoret netop mod FCN i sæsonpremieren i Esbjerg, så FCN har revanche til gode for den skrækkelige sæsonstart med et 0-4 nederlag på Blue Water Arena. …aftenens dommer, Michael Johansen, også dømte FC Nordsjællands sidste kamp inden vinterpausen hjemme mod OB, som FCN besejrede 2-0. Desuden har Michael Johansen i denne sæson dømt FC Nordsjællands én gang tidligere, nemlig 2-2 hjemmekampen mod FCK i fjerde spillerunde. …Esbjerg må undvære midterforsvarer Kian Hansen, der afsoner karantæne. …den nyindkøbte østrigske angriber, Martin Pusic, straks viste sin målfarlighed for Esbjerg, da han udlignede til 1-1 mod Fiorentina i torsdagens Europa League kamp, som Esbjerg dog tabte 1-3. …Nicolai Stokholm med sit mål til 1-0 mod OB den 6. december blev den all time ældste målscorer i Superligaen, 37 år og 249 dage gammel. Dermed overtog han rekorden fra Keld Bordinggaard, der nettede for sidste gang i en alder af 37 år og 173 dage. Og Stokholm, der fylder 38 år 1. april, er forhåbentlig slet ikke færdig med at score mål i Superligaen endnu. …FC Nordsjællands to mest scorende spillere i efteråret, Joshua John med fem mål og Morten Nordstrand med tre, kun havde 222 minutter sammen på banen, altså ca. to en halv kamp sammenlagt. Joshua John fik comeback i 8. spillerunde, købt fri af Twente, og i den kamp ude mod FCM måtte Nordstrand forlade banen skadet efter en times spil og var først med igen i de sidste kampe før vinterpausen.