Uffe Bech: Klar i starten af foråret

Kategorier


Uffe Bech igang med den intense solotræning.

Uffe Bech: Klar i starten af foråret

Genoptræningen går helt efter planen for Uffe Bech, og den hurtige angriber håber at blive spilleklar allerede 2-3 kampe inde i sæsonen.

– Jeg glæder mig vildt til at spille igen, og det går fint fremad, så jeg håber at være klar til kamp kort inde i sæsonen, siger Uffe Bech efter dagens træning. Han blev ramt af en knæskade i slutningen af sidste forår og var først klar til kamp igen sidst i september. Desværre blev det kun til to kampe, før det igen gik galt med knæet, og siden har Uffe Bech arbejdet efter en meget tålmodig plan med henblik på at blive klar til forårssæsonen. – Jeg har lært af forløbet første gang og holder meget mere tålmodighed i genoptræningen denne gang, for jeg skal ikke bare tilbage til to kampe. Jeg knokler på, alt det jeg kan, men det må tage den tid, det tager. – Som altid i sådan et genoptræningsforløb er der “Ups and Downs”, men vi følger planen og indretter hele tiden træningen efter fremgangen. Det har primært handlet om, at styrke muskulaturen omkring knæet så meget, at den tager en del af belastningen, når jeg bliver sluppet helt løs til træning og kamp, siger Uffe Bech. Lige nu er han i en fase med intensiv fysisk træning kombineret med banetræning, hvor han bl.a. er med i pasningsspillet. Det forløb skal fortsættes under træningslejren på La Manga, hvorefter Uffe Bech er udset til for alvor at deltage i træningen på lige fod med de øvrige. – Det er gået godt og jeg håber selvfølgelig på, at den sidste genoptræning også går efter planen. Det vil nok være for optimistisk at sigte efter den første kamp, men jeg håber at blive kampklar meget kort inde i forårssæsonen, lyder det optimistisk fra den lille angriber, der tog Farum Park med storm sidste forår. Publikum i Farum Park glæder sig til at se Uffe Bech tilbage i Superligaen, og det er altså muligt, at det allerede bliver i marts måned.