Nordstrand: Fedest at spille hele tiden

Kategorier


Skadespauser spolerede meget af efteråret for Morten Nordstrand. (Foto: Boesenfoto.dk)

Nordstrand: Fedest at spille hele tiden

– Jeg har mange mål for forårssæsonen, men det vigtigste er, at jeg holder mig skadesfri. Så bliver resten lidt lettere, siger Morten Nordstrand

– Jeg satser selvfølgelig på at spille meget mere her i foråret end i efteråret. Det er det fedeste at spille hele tiden. Kun på den måde rammer man sit topniveau. Morten Nordstrand har været med fuldt ud fra første dag i den hårde vintertræning, og nu håber han, at den grundform kan hindre de lange skadespauser, der har ramt ham i de seneste sæsoner. Det blev således kun til spilletid i 10 af efterårets 18 kampe, i alt 588 minutter på banen, og det frustrerer Morten Nordstrand: – Jeg var skadet i slutningen af sidste forår, og derfor kunne jeg ikke deltage på fuld kraft i sommertræningen. Da jeg endelig kom i gang, blev det kun til ganske få kampe, inden jeg igen fik problemer, og jeg var først klar igen kort før efterårets slutning. – Nu har det kørt godt for mig i denne optakt, og jeg håber selvfølgelig, at det bliver ved, så jeg kan spille en masse kampe i foråret. Træningslejren har været med til at pudse formen af og gøre os alle helt klar til forårsstarten, siger Morten Nordstrand. Han har også sat sig nogle personlige mål for foråret, men dem holder han for sig selv lidt endnu bortset fra målet om at spille hver gang. Morten Nordstrand er noteret for 87 kampe for FC Nordsjælland, og han kan således komme i det fornemme Club 100 selskab i denne forårssæson, som byder på 15 Superligakampe og mindst to pokalsemifinaler mod FCK. – Det vil være en stor bedrift at nå 100 kampe, som jeg også har nået for både Lyngby og FCK. Og det må kunne lykkes i foråret. Jeg vil gerne spille en rolle på holdet, og kan jeg være skadesfri, kommer de andre mål lettere, siger Morten Nordstrand. Vinterens transfervindue gav kun små justeringer i FCN-truppen, og Morten Nordstrand ser optimistisk på situationen, efter at FCN sluttede efteråret så fint med 18 point for de sidste 9 kampe og rykkede frem på en 6. plads ved vinterpausen. – Jeg synes, det ser fint ud med truppen. Vi har en god konkurrence om de fleste pladser på holdet. Der er ikke skiftet meget omkring stammen, og vi har ikke skullet bruge tid på at spille mange nye ind. – Kendskabet til hinanden kan kun gøre sammenspillet bedre. Vi ved, hvad vi har, i modsætning til starten af sæsonen, og nu har vi Josh (Joshua John) permanent. Det skaber mere plads til os andre, fordi alle modstandere holder så godt øje med ham. FCN har jo også tradition for at spille bedst i foråret. – Det er svært at vurdere, om vi rent pointmæssigt kan fortsætte det spor, vi fulgte i efterårets slutning. Vi kan ikke bare regne med, at nu kører det. Vi skal koncentrere os om at forbedre vores eget spil, og for os gælder det om at omsætte den store boldbesiddelse til flere mål.  Og så er det vigtigt, at vi også er solide, når vi mister bolden, så modstanderne ikke får mål ud af ingenting. – Lige nu er der fuld fokus på mandagens forårspremiere i Esbjerg, for det er så uhyre vigtig en kamp for os. Kan vi vinde den, åbner der sig alle muligheder for os, men taber vi, vil vi fortsat være en del af det tætte felt over nedrykningsstregen, som vi først slap lidt væk fra i efterårets sidste kampe, lyder det fra Morten Nordstrand.