God start for FCN i Viareggio Cup

Kategorier


Peter Feher og Søren Krogh styrer Viareggioholdet og kunne være tilfredse med indsatsen i første kamp.

God start for FCN i Viareggio Cup

De unge tigre bed fra sig mod italienske Atalanta og spillede 1-1 i den første gruppekamp

FC Nordsjælland mødte gruppens forhåndsfavorit Atalanta i første kamp i Viareggio Cup, og det blev en god start på turneringen for de unge tigre. Efter føring på 1-0 til Atalanta ved pausen kom FCN stærkt tilbage og fik fortjent udlignet til 1-1 ti minutter før tid. Det blev også kampens resultat, og dermed har FCN fortsat gode muligheder for at slippe videre fra gruppespillet. I den anden kamp i gruppen vandt det sammensatte hold af italienske Serie D spillere med 1-0 over Club Guarani fra Paraguay, som FCN møder i morgen kl. 20 i den anden gruppekamp. Atalanta havde en stor og fysisk stærk angriber, og forsøgte fra start at lægge tryk på FCN ved at spille en masse bolde ind i feltet til ham. FCN fik dog dækket af for det meste, og resten tog den nye islandske målmand Runar Alex Runarsson sig af. Det lykkedes FCN at komme bedre med i kampen, som halvlegen skred frem, men det blev alligevel italienerne, der kunne gå til pausen med en føring skabt kun ét minut før pausen. FCN fik ikke bolden clearet ordentligt væk, og så blev den halvflugtet i nettet uden chance for keeperen. Atalanta var startet i et højt tempo, og efter pausen steppede FCN-spillerne op og var helt med på det niveau. Det lykkedes flere gange for FCN at komme bag om det italienske forsvar, og ca. 10 minutter før tid gav det bonus, da FCN kom til tre afslutninger i rap på et godt indlæg fra baglinjen. De to første parerede den italienske målmand, men så faldt bolden foran Marcus Ingvartsen, der hamrede den i kassen til 1-1. Ingvartsen var kommet på banen efter en times spil, og FCN brugte også fire andre indskiftninger i løbet af 2. halvleg, hvor intensiteten blev høj mod slutningen. FCN-spillerne viste, at de kunne give igen på de italienske tricks, og kampens udvikling frustrerede Atalantas spillere så meget, at én enkelt kogte over og fik direkte rødt kort lige inden slutfløjtet. Resultatet og indsatsen giver de unge tigre optimisme med henblik på de næste kampe i Viareggio Cup onsdag og fredag.