FCN sagde farvel i Viareggio med et brag af en kamp

Kategorier


Kristian Lindberg scorede et flot mål til 1-0 i dagens kamp, som FCN vandt 2-1 og dermed forlader Viareggio Cup som ubesejret.

FCN sagde farvel i Viareggio med et brag af en kamp

I et højspændt drama vandt FCN trods to røde kort med 2-1 i den sidste gruppekamp, men det rakte lige akkurat ikke til at komme videre

FC Nordsjællands U/20 mandskab fik virkelig sat sit markante aftryk på årets Viareggio Cup, som tigrene desværre nu må sige farvel til efter gruppespillet på de helt små marginaler og trods status som ubesejret efter 2-1 over det Italienske Serie D landshold i dag. Gruppesejren går lige akkurat til Atalanta, som i den anden kamp besejrede Club Guarani 3-2 på et mål i næstsidste minut efter at have været bagud indtil et kvarter før tid. Havde Atalanta kun fået uafgjort, og FCN havde vundet et mål større, var førstepladsen gået til de nordsjællandske tigre. Og sådan så det faktisk ud langt hen i de to kampe, der blev afviklet samtidigt, idet FCN kunne gå til pausen med en føring på 2-0, mens der stod 1-1 ved halvtid i Atalantas kamp, og kort inde i 2. halvleg kom den italienske storklub bagud 1-2. Men så tog dommeren affære i FC Nordsjællands kamp og gav rødt kort til både Emiliano Marcondes og Nicklas Mouritsen, så FCN måtte spille den sidste halve time med 9 mand mod 11. Det satte naturligvis FCN under et voldsomt tryk, men alle fightede og holdt stand, så det kun blev til en 1-2 reducering, og i slutfasen havde FCN et par kæmpechancer for at sikre den to måls sejr, der ville have sikret førstepladsen, hvis ikke Atalanta havde scoret til allersidst i sin kamp. Nu slutter Atalanta med 7 point, mens FC Nordsjællands 5 point for to uafgjorte kampe og en sejr heller ikke rækker til at komme videre som én af de to bedste to’ere, da de andre puljers resultater heller ikke flaskede sig for FCN. – Det var småting, der skilte os fra at komme videre og et totalt drama til sidst. For spillerne har turneringen også været en stor oplevelse og gode lærepenge. Der var virkelig knald på i dag og meget på spil i en højdramatisk kamp. – Vi fik sat vores aftryk hernede og kan tage hjem som ubesejret efter blandt andet at have spillet uafgjort med Atalanta, der topper i Italien. Alle kan være stolte af indsatsen under svære betingelser, lyder det fra træner Søren Krogh i Toscana lige efter slutfløjtet, mens cheftræner Peter Feher evaluerer kampen med sine lidt skuffede spillere. De ville så gerne have været videre i Viareggio Cup, men nu vender de retur til Danmark i morgen, bortset fra de spillere, der flyver til La Manga for at tilslutte sig Superligaholdets træningslejr. Pascal Gregor var allerede taget afsted, og da Andreas Maxsø måtte stå over med en mindre skade, stillede FCN med denne startopstilling mod de udvalgte Serie D spillere i dag: Alex Runarsson – Mikkel Song, Nicklas Mouritsen, Mads Danekilde, Nicolai Johannessen – Mathias Hebo, Emiliano Marcondes, Kristian Lindberg – Johannes Ritter, Marcus Ingvartsen og Mads “Mini” Pedersen. FCN kom i front i de 21 minut, da Kristian Lindberg tog et længere sololøb med bolden, mens forsvaret bakkede, og så knaldede Lindberg læderet i kassen i det lange hjørne. En flot scoring til 1-0, og målet til 2-0 var også værd at skrive hjem om, for her blev hele det italienske forsvar spillet tyndt i højre side, og tværbolden mod venstre sendte Mads “Mini” Pedersen flot i kassen. Reduceringen til 1-2 kom 13 minutter inde i 2. halvleg, men trods de to udvisninger, sikrede FCN de tre point og sagde farvel med manér.