Farum Park en fæstning i tre sæsoner

Kategorier


Publikum i Farum Park har haft masser at glæde sig over i de seneste sæsoner. (Foto: Rie Neuchs)

Farum Park en fæstning i tre sæsoner

FC Nordsjælland har hentet 96 point i de 44 Superligakampe i Farum Park i de seneste tre sæsoner, og det er et imponerende pointgennemsnit på knap 2,2

I de senere sæsoner er flere og flere tilskuere strømmet til Farum Park, og det er der en god grund til. Hjemmebanen har nemlig været en solid fæstning, som modstanderne sjældent får noget med hjem fra. I de seneste tre sæsoner, 2011/12, 2012/13 og 2013/14, frem til nu har FCN spillet i alt 44 Superligakampe i Farum Park og hentet 96 point, altså lige knap 2,2 point i gennemsnit pr. kamp. Det er imponerende flot. FC Nordsjælland har vundet 28 kampe, spillet 12 uafgjort og kun tabt fire af disse 44 hjemmekampe gennem to et halvt år. Der er også nærmest garanti for FCN-scoringer i Farum Park, idet tigrene har scoret i de seneste 23 hjemmekampe i Superligaen i træk. Ikke siden 0-0 kampen mod Brøndby den 2. september 2012 er FC Nordsjællands spillere gået målløse fra banen, og det var den eneste Superligakamp i hele sidste sæson, hvor FCN ikke scorede på hjemmebane. Set over de seneste tre sæsoner overgås FC Nordsjælland kun marginalt af FCK på listen over Superligaens bedste hjemmehold. FCK har hentet 99 point mod FC Nordsjællands 96 i sæsonerne 2011/12, 2012/13 og den nuværende 2013/14. Begge klubber har spillet 44 hjemmekampe i perioden. Kun otte klubber har været med i Superligaen gennem alle de tre seneste sæsoner, og hjemmebanestatistikken for de otte klubber viser, at FCN og FCK har skilt sig klart ud fra resten som de eneste med langt over to point i gennemsnit pr. kamp foran eget publikum. Hvis FCN slutter sæsonen af med en sejr over OB på fredag, mens FCK taber hjemme lørdag, vil de to klubber være helt lige i det regnskab. Hjemmebanestatistik for de seneste tre sæsoner i Superligaen opgjort ved vinterpausen:

  Kampe Point Point/gns.
FCK 44 99 2,25
FC Nordsjælland 44 96 2,18
FC Midtjylland 44 82 1,86
AaB 42 74 1,76
AGF 41 56 1,36
Brøndby 41 56 1,36
OB 41 48 1,17
SønderjyskE 42 49 1,16