U/21 landsholdet sender bud efter David Jensen

Kategorier


David Jensen sætter i morgen kurs mod Tyrkiet for at tilslutte sig U/21 landsholdet. (Foto: Boesenfoto.dk)

U/21 landsholdet sender bud efter David Jensen

– Jeg glæder mig helt vildt til at komme ned i varmen og være med i U/21 landsholdstruppen igen, siger FCN-keeperen

FC Nordsjællands 21-årige målmand, David Jensen, blev i dag efterudtaget til U/21 landsholdstruppen, der mandag tog afsted til Tyrkiet, hvor der skal spilles to kampe som forberedelse til den vigtige EM-kvalifikationskamp mod Estland i Farum Park 5. marts. Esbjerg-keeper Frederik Rønnow har fået problemer med knæet, og landstræner Jess Thorup har derfor indkaldt David Jensen, der i morgen sætter sig på et fly med kurs mod Istanbul, så han allerede i morgen aften kan tilslutte sig truppen, som i forvejen rummer to FCN-spillere, nemlig Pascal Gregor og Oliver Thychosen. – Jeg er rigtig glad for denne udtagelse, selv om jeg selvfølgelig gerne havde set, at jeg var med fra start. Det er altid stort at være med omkring et landshold, og det viser, at landstræner Jess Thorup stadig har mig i kikkerten. – Nu glæder jeg mig til udfordringen, træningen i varmen og at komme ned og holde Pascal lidt i ørerne. Så må jeg arbejde hårdt for at vise, at jeg skal have en plads på det U/21 landshold, siger David Jensen, der har spillet på samtlige danske U-landshold til og med U/20. Han var også med i U/21 landsholdstruppen i november til de to EM-kvalifikationskampe i Bulgarien og Andorra, men her blev det ikke til spilletid for David Jensen. – Nu håber jeg selvfølgelig, at jeg får min U/21 landsholdsdebut i én af de to kampe på denne tur. Sidst var det EM-kampe, og så stiller man det hold, der har gjort det så godt, men nu er det venskabskampe, og så er min chance for spilletid vel større. – Jeg mangler lige at have U/21 med for at have samlingen af U-landskampe komplet. Jeg er glad for den tillid, Jess viser mig ved at hente mig ind i truppen på den her tur, siger David Jensen. Efter at Frederik Rønnow har forladt U/21 landsholdets træningslejr i Tyrkiet, er det Jakob Busk Jensen fra FCK, som David skal kæmpe med om pladsen.