U/21-landholdet spiller EM kamp i Farum Park

Kategorier


U/21-landsholdet spiller 5.marts i Farum Park – foto: Rie Neuchs

U/21-landholdet spiller EM kamp i Farum Park

Når det danske U/21-landshold skal spille den vigtige og afgørende EM-kvalifikationskamp mod Estland den 5. marts, bliver det med Farum Park som ramme.

Det bedste ungdomslandshold har ikke siden 2007 spillet EM-kvalifikationskampe andre steder end i Aalborg, men det ændres altså denne gang, hvor hjemmebanen hedder Farum Park. U/21-landsholdet er inde i en afgørende fase i EM-kvalifikationsturneringen, hvor holdet er ubesejret, og ligger nummer et i puljen. Landsholdskoordinator Thomas Andersen udtaler: – Der er store krav til gennemførelsen af en UEFA EM kvalifikationskamp, men vi er helt trygge ved at skulle samarbejde med FC Nordsjælland omkring denne opgave. De har fra dag et af været effektive, strukturerede og professionelle i forberedelsesfasen, og vi tror på succes både på og uden for banen i Farum Park d. 5. marts, lyder det. Det danske U/18-landshold spillede i februar 2013 to træningskampe i Farum Park, så samarbejdet er ikke helt nyt mellem de to parter. Bestyrelsesformand Allan K. Pedersen udtaler: – Vi har tidligere været værter for DBU og glæder os over, at vi igen bliver leverandør til det danske landshold – ikke kun når det gælder spillere. – Vi ser FC Nordsjælland som et center for ungdomsfodbold og talent-arbejde i det hele taget, og vi er naturligvis stolte over, at vi nu får muligheden for at huse de allerbedste danske unge fodboldspillere i bestræbelserne på at kvalificere sig til EM-slutrunden. – Vi har i mange år arbejdet fokuseret med faciliteterne i Farum Park og med banen, som giver en unik mulighed for at kunne spille på samme underlag med gode forhold hele året rundt. Med tanke på det danske vejr, som til tider giver udfordringer, er det en stor gevinst for os med en bane, som altid kan benyttes. Vi håber på, at rigtig mange tilskuere vil komme og bakke op om U21-landsholdet, så de og vi kan bidrage til en god oplevelse og det bedst mulige resultat, når de spiller her i Farum Park, fortæller Allan K. Pedersen. Der vil være gratis adgang til kampen den 5.marts i Farum Park. Kamptidspunktet offentliggøres senere.
Sådan så plakaten ud sidste gang, at DBU spillede U-landskamp i Farum Park.