Thychosen: Formen er på vej

Kategorier


Oliver Thychosen – her i kamp for FCN mod Viborg – var med fra start på Danmarks U/21 landshold mod Admira Wacker. (Foto: Boesenfoto.dk)

Thychosen: Formen er på vej

Oliver Thychosen scorede et flot mål i  2-1 sejren til Danmarks U/21 landshold i den første kamp under træningslejren i Tyrkiet

FC Nordsjælland har tre spillere med på Danmarks U/21 landshold under træningslejren i Tyrkiet. Det er Oliver Thychosen, Pascal Gregor og målmand David Jensen. De to førstnævnte var begge i aktion, da Danmark spillede sin første kamp på turen og vandt 2-1 over den østrigske klub Admira Wacker. Oliver Thychosen var med fra start og viste allerede sin målfarlighed i det fjerde minut, da han nettede til 2-0 og således fulgte glimrende op på den drømmestart, Danmark havde fået minuttet forinden på mål af Kenneth Zohore. Oliver Thychosen var skadet i en længere periode i efteråret, og han glæder sig både over sit mål og at være på vej tilbage mod topformen: – Kampen blev spillet i et fint tempo, man kunne dog godt mærke og se på vores spil, at vi ikke er helt sammenspillet, men alt i alt var det positivt, og vi fik spillet fornuftigt. – Ved mit mål, er det Rasmus Falk, der erobrer bolden og trækker ind i banen, mens jeg løber dybt, og han  spiller den på rette tidspunkt, så jeg får den i tempo, og den bliver sat ind i det lange hjørne. – Det er gået rigtig fint indtil videre, både i kampen og i træningerne. Jeg føler, at formen er godt på vej, der er selvfølgelig stadig masser af ting endnu at gøre bedre, men det ser godt ud lige nu, siger Oliver Thychosen, der ser frem til næste kamp for U/21 landsholdet i morgen, hvor modstanderen er Singapores A-landshold. – Vores tilgang til den kamp bliver den samme som sidst. Kampen skal vindes, og vi skal gerne have spillet til at flyde bedre, siger Oliver Thychosen. Mod Admira Wacker kom Pascal Gregor på banen til sin første optræden nogensinde for U/21 landsholdet, da han godt tyve minutter før tid afløste Kasper Larsen. Målmand David Jensen var lige stødt til truppen dagen før kampen mod østrigerne og var på bænken hele kampen, men han kan håbe på spilletid mod Singapore. Træningslejren i Tyrkiet er forberedelse til U/21 landsholdets vigtige EM-kvalifikationskamp i Farum Park mod Estland onsdag 5. marts.