Hørt på mediedagen

Kategorier

x

Hørt på mediedagen

Brudstykker af de mange interviews FCN-spillerne gav til pressen ved den åbne træning

Denne artikel har i første omgang været en del af FC Nordsjællands nyhedsbrev, FC News, som man kan tilmelde sig til på forsiden af fcn.dk, hvis man ønsker at få specielle nyheder eller anden information før alle andre. Anders “AC” Christiansen: – Det var ikke særlig sjovt i starten af denne sæson, og det var en meget hård tid, inden vi kom til at hænge sammen som hold. Vi skal for alt i verden ikke prøve sådan en nedtur igen. – Nu er vi igen en meget bedre sammentømret gruppe, og vi har det socialt godt sammen. I sidste halvdel af efteråret kørte det virkelig godt, og vi ville gerne have fortsat med at spille. Men nu må vi fortsætte derfra og fokusere på hurtigst muligt at lægge afstand til stregen. Uffe Bech: – Jeg er glad for at være tilbage på banen efter de lange skadespauser. Det går rigtig godt, men jeg skal huske at tage det stille og roligt. Der er ingen grund til at forcere genoptræningen. Jeg følger de planer, der er blevet lagt. – Det syntes jeg også, jeg gjorde efter den første skade, og jeg føler ikke, at det var fordi, jeg kom for hurtigt tilbage, at det gik galt igen. Jeg er meget optimistisk nu og glæder mig bare, til jeg igen kan være fuldt ud med i træningen. Nicolai Stokholm: – Jeg tror på, at vi kommer stærkt ud til forårssæsonen. Vi fik sluttet efteråret rigtig godt af, og det skal vi bygge videre på. – Det er rart at få gang i kroppen igen, og min egen fremtid efter denne sæson vil jeg slet ikke tage stilling til endnu. Jeg koncentrerer mig om at komme i form og på at præstere maksimalt i foråret. Så vurderer jeg sammen med klubben mulighederne i næste sæson. Andreas Laudrup: – Det har været et slemt år uden fodbold og en sygdom, jeg ikke rigtig kunne få en horisont på. Så det er den bedste julegave af alle, at jeg nu igen er frisk og kan træne med. Jeg har været i Swansea i julen og fået lov at genoptræne en del der, så jeg bedre kan følge med her efter den lange pause. – Lige nu nyder jeg hver eneste dag på træningsbanen og koncentrerer mig om at bygge på. Jeg er bare glad for at kunne være med, og jeg er utrolig motiveret. Nu er det bare at se fremad.
Andreas Laudrup interviewes af Politikens udsendte journalist, Søren Olsen – foto: fcn.dk