Hjulmand: En god dag med ni mål og et hav af chancer

Kategorier


Johannes Ritter nettede tre gange mod Fremad Amager, to gange på oplæg af Mikkel Jensen, hvor bolden bare lige skulle røres på selve målstregen og det sidste mål på Andreas Laudrups fine tværpasning.

Hjulmand: En god dag med ni mål og et hav af chancer

FC Nordsjælland vandt begge dagens træningskampe. Først 3-0 over Frem og derefter 6-1 over Fremad Amager

FC Nordsjælland delte sin Superligatrup op og stillede to forskellige hold til dagens to Superligakampe i Farum Park mod  2. divisionsholdene BK Frem og Fremad Amager. I 2. halvleg af den sidste kamp kom også en række talenter fra U/19 truppen i spil. FCN vandt begge kampe klart. En alt for lille sejr på 3-0 over Frem og derefter 6-1 over Fremad Amager, og cheftræner Kasper Hjulmand var glimrende tilfreds med det, han fik set: – Vores nr. 1 prioritet for disse kampe var at give alle spillerne en masse kampminutter i benene, og at få spillerne strukket til at yde det, de lige nu er klar til. Det lykkedes fint, og jeg synes, det var en god dag. Vi scorede ni mål og skabte desuden at hav af målchancer. – Vi var meget dominerende i begge kampe og fik vist gode mønstre i spillet. Alt i alt en fin start på træningskampene, sådan som vi havde håbet, siger Kasper Hjulmand. Næste træningskamp er på lørdag mod Helsingborg kl. 12, og der spilles igen i Farum Park. Træningskamp 18. januar kl. 11.30 (to gange 35 minutter): FCN-BK Frem 3-0 (2-0) Mål: 11. minut 1-0 Kamal Issah. 20. minut 2-0 Bassel Jradi. 46. minut 3-0 Kristian Lindberg. FC Nordsjællands startopstilling: David Jensen – Patrick Mtiliga, Andreas Maxsø, Pascal Gregor, Mario Ticinovic – Nicolai Stokholm, Kamal Issah, Anders “AC” Christiansen – Kristian Lindberg, Bassel Jradi, Joshua John.
Ingen udskiftninger hos FCN. Fra første fløjt var det totaldominans fra FC Nordsjællands side mod 2. divisionsholdet BK Frem, der blev spillet helt tilbage. Trods bidende kulde og let snevejr virkede samtlige FCN-spillere tændte og piskede det ene angreb efter det andet fremad, så der i 1. halvleg var tale om spil til ét mål. Det gav kun udbytte i form af to scoringer, og det var alt for lidt efter spil og chancer. Kamal Issah bragte FCN i front, da han energisk fulgte op på en løs bold i feltet og lige akkurat prikkede den i mål for næsen af keeperen i det 11. minut, og knap ti minutter efter kunne Bassel Jradi let score til 2-0 på en ripost efter et godt skud fra Anders “AC” Christiansen. Men udover de to mål brændte FCN helt oplagte målchancer ved Kristian Lindberg to gange samt Bassel Jradi og “AC”. Kristian Lindberg fik taget lidt revanche i 2. halvleg, da han smukt udnyttede en frispilning fra Kamal Issah til 3-0 målet ti minutter efter pausen. Det blev dog ikke til flere mål i kampen, selv om både Kamal Issah og Joshhua John havde oplagde tilbud. Mod slutningen gik gassen lidt af tigrene, og Frem kom endelig frem til et par afslutningsforsøg, uden at målmand David Jensen dog blev sat på prøver.   Træningskamp 18. januar kl. 13.15 (to gange 45 minutter): FCN-Fremad Amager 6-1 (2-1) Mål: 10. minut 0-1. 20. minut 1-1 Michael Jakobsen. 22. minut 2-1 Martin Vingaard. 49. minut 3-1 Morten Nordstrand. 57. minut 4-1 Johannes Ritter. 64. minut 5-1 Johannes Ritter. 85. minut 6-1 Johannes Ritter. FC Nordsjællands startopstilling: Martin Hansen – Jens Stryger Larsen, Ivan Runje, Michael Jakobsen, Nicolai Johannessen – Lasse Petry, Martin Vingaard, Emiliano Marcondes – Nichlas Rohde, Morten Nordstrand, Oliver Thychosen
Indskiftninger:
46. minut: Simon Lund for Stryger
46. minut: Johannes Ritter for Rohde
46. minut: Mikkel Jensen for Thychosen
50. minut Nicklas Mouritsen for Jakobsen
63. minut Andreas Laudrup for Nordstrand
63. minut Mathias Hebo for Emiliano
70. minut: Rasmus Johansson for Petry
70. minut: Mads “Mini” Pedersen for Johannessen Fremad Amager gik friskt til opgaven og var med på en åben slagudveksling fra start. Og da FCN havde brændt sin første store chancer ved Nichlas Rohde, slog gæsterne til med en lynhurtig kontra og en flot scoring til 1-0. FC Nordsjælland fortsatte dog det solide og direkte spil, og efter et varselsskud af Oliver Thychosen, fik FCN gang i scoringen, da Michael Jakobsen i det 20. minut hamrede bolden i nettet på et direkte frispark til 1-1. Kort efter gjorde Martin Vingaard det til 2-1, da han blev fritspillet af Emiliano. FCN havde chancer til en større føring end 2-1 ved pausen, men Fremad Amager var også giftig flere gange i kontraspillet, og Martin Hansen blev testet alvorligt to gange, hvor kun stærke redninger hindrede gæsterne i at score. Efter pausen satte FCN mange unge og friske kræfter ind, mens Fremad Amager løb helt tør for energi. Der gik ikke lang tid, før Morten Nordstrand kunne øge føringen til 3-1 på oplæg fra Lasse Petry, og herefter gik det stærkt. FCN kunne næsten skabe målchancer efter behag i kampens sidste fjerdedel, og det blev til tre scoringer, hvor Johannes Ritter i alle tre tilfælde havde sidste fod på bolden, ved begge de to første mål efter strålende forarbejde af Mikkel Jensen og ved målet til 6-1 en meget uselvisk pasning fra en lige så fri Andreas Laudrup, der fik comeback i FCN-trøjen i kampens sidste 25 minutter.