FC Nordsjælland igen med i Viareggio Cup

Kategorier


FCN-holdet klar til start ved den sidste af FC Nordsjællands kampe under Viareggio Cup 2012.

FC Nordsjælland igen med i Viareggio Cup

Efter et års fravær er FCN tilbage i den traditionsrige italienske ungdomsturnering med 32 stærke hold fra hele verden

De unge talenter i FC Nordsjælland har virkelig noget at se frem til i den kommende tid. FCN er nemlig for tredje gang med i Viareggio Cup, der hvert år samler de bedste ungdomsspillere fra 32 klubber, flest europæiske men også en del Syd- og Mellemamerikanske. FCN deltog i den traditionsrige turnering i Toscana i både 2011 og 2012 men var ikke med sidste år. Nu er de unge tigre altså tilbage i 2014 udgaven af Viareggio Cup, og lodtrækningen sendte FCN i gruppe med Atalanta, et italiensk landshold af de største talenter fra Serie D samt Club Guerani fra Paraguay. Kampene spilles mandag den 3., onsdag 5. og fredag 7. februar, men rækkefølgen af FC Nordsjællands kampe ligger endnu ikke fast. FCN tager afsted til turneringen med en trup på 20 spillere, og der er afgang til Italien lørdag 1. februar. Forinden spiller Viareggioholdet en intern opvarmningskamp mod Superligaholdet. Turneringen er for årgang 95 og 96, men der må være op til fire årgang 94 spillere med, så de yngste i FC Nordsjællands nuværende Superligatrup kan også være med i Viareggio Cup, der afvikles spredt over en lang række byer i hele Toscana-området. U/19 cheftræner Peter Feher står igen som leder på turen, og han har store forventninger til udbyttet efter erfaringerne fra de to første gange, FCN var deltager: – Det er fantastisk lærerigt for vores unge spillere at være med der. Det, de lærer under Viareggio Cup, ville kræve meget lang tid at opbygge herhjemme. Oplevelserne og erfaringerne fra en sådan international turnering på højeste plan er guld værd, og vi har set, hvordan turneringen har modnet mange af vores spillere, som tidligere har været med. – Der kræves en topprofessionel attitude både på og udenfor banen, hvis man skal klare sig i det selskab, hvor metoderne ikke altid er lige fine i kanten. Det er en stor test af vores talenter både mentalt og sportsligt, for italienske hold forstår at psyke modstanderne. Og så er der en helt speciel atmosfære over hver eneste kamp, der starter med afspilning nationalmelodier, siger Peter Feher. Sportsligt får de unge tigre noget at se til, for der er højt niveau, og kun den bedste i hver gruppe går videre i turneringen.