FCN viste klassen og tager et tigerspring fremad

Kategorier


Anfører Nicolai Stokholm får en krammer af oplægger “AC” efter målet til 1-0. (Foto: Boesenfoto.dk)

FCN viste klassen og tager et tigerspring fremad

Hård fight krydret med flot fodbold gav FCN en fortjent 2-0 sejr over OB og en lun placering til den lange vinterpause. Nu er alt åbent til foråret

FC Nordsjælland satte et perfekt punktum for en lang efterårssæson, da tigrene hjemme i Farum Park besejrede OB 2-0 og dermed fortsatte den gode stime, holdet har været inde i siden starten af oktober. Sejren kom i hus på knaldhård fight krydret med en masse flot fodboldspil, selv om vilkårene var svære i den voldsomme blæst. Med de tre vigtige point tager FCN et tigerspring fremad i Superligaen til en øjeblikkelig 5. plads, og hvis de øvrige resultater i denne runde flasker sig, kan det også blive den placering, FCN overvintrer på. Men uanset placeringen i tabellen er det et perfekt punktum for efteråret og et godt afsæt til at angribe forårssæsonen, hvor FCN også er med i pokalsemifinalerne. Efter en lidt svær sæsonstart har FCN i de seneste 9 kampe hentet 18 point, altså to point pr. kamp, og målet for foråret bliver at fastholde den stabilitet. Holdet udstrålede mod OB både vilje til at fighte for de vigtige point og evne til at spille sig til de fornødne chancer. Som kampen udviklede sig kunne sejren godt være blevet større. FCN startede meget stærkt og satte OB under pres fra første fløjt og i det 13. minut gav det bonus, da Nicolai Stokholm sparkede det hårde flade hjørnespark fra Anders “AC” Christiansen i mål til 1-0. Det kunne sagtens være blevet til flere scoringer for FCN i den første halve time, hvor både Morten Nordstrand, “AC” og Mario Ticinovic kom til nærgående afslutninger, og kort før pausen burde FCN have scoret, da Joshua John skød hårdt fra en spids vinkel, men riposten foran det tomme mål rullede lige forbi foden af “AC”. OB havde kun én rigtig stor chance i 1. halvleg, da Rasmus Falk slap alene igennem, men i sidste øjeblik nåede Pascal Gregor tilbage og fik en vigtig fod på bolden i skudøjeblikket, så bolden røg over mål. Pascal Gregor og Ivan Runje var kampen igennem meget stærke centralt i FCN-forsvaret og blev suppleret glimrende på backpladserne af Patrick Mtiliga og Jens Stryger Larsen, og også foran forsvarslinjen blev der arbejdet hårdt for at hjælpe og beskytte. Den helstøbte holdpræstation måtte for alvor stå sin prøve i starten af 2. halvleg, hvor OB forsøgte at sætte et pres ind for at ændre kampens skæve gang for fynboerne. Det gav nogle halve chancer til OB, og Rasmus Falk havde en god mulighed for at udligne, men Martin Hansen reddede flot. Og i det 70. minut slog FCN så til med målet til 2-0, da Martin Vingaard fik sendt Joahua John afsted med en stikning på venstrekanten. “Josh” tog et enkelt træk ind i banen og hamrede bolden i kassen uden chance for OB-keeper Mads Toppel. Det blev et afgørende moment i kampen, for fra det øjeblik blev OB tvunget længere frem på banen, og den udnyttede FCN til en flot fodboldopvisning, der burde have resulteret i flere scoringer. Gang på gang spillede FCN sig gennem OB-fosvaret i de sidste tyve minutter. Joshua John brændte en friløber, og indskiftede Oliver Thychosen ramte stolpen på indspil fra Jens Stryger Larsen.     Det var en meget overbevisende afslutning, FCN leverede. Både i kampen mod OB og for hele efterårssæsonen. Der er virkelig noget at bygge videre på til foråret.

Superligaen, 18. runde, 6. december

FCN-OB 2-0 (1-0)
Mål:
13. minut: 1-0 Nicolai Stokholm, assist Anders “AC” Christiansen
70. minut: 2-0 Joshua John, assist Martin Vingaard
Tilskuere: 3.412 tilskuere
Dommer: Michael Johansen
Advarsler: Ingen
Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
35 Martin Hansen
5 Anders “AC” Christiansen (ind i 85. minut 37 Oliver Thychosen)
7 Nicolai Stokholm
8 Patrick Mtiliga
10 Martin Vingaard
11 Morten Nordstrand (ind i 72. minut 9 Kim Aabech)
12 Joshua John
15 Jens Stryger Larsen
21 Ivan Runje 
23 Mario Ticinovic (ind i 54. minut 6 Lasse Petry)
27 Pascal Gregor
På bænken uden at komme ind:
28 David Jensen
29 Andreas Maxsø
33 Hakan Redzep
36 Kristian Lindberg

Kampens detalje:

Nicolai Stokholms scoring til 1-0 var historisk. FC Nordsjællands 37-årige anfører blev med den træffer den ældste spiller, der nogensinde har scoret i Superligaen.