Vingaards hoved skaffede uafgjort i Aalborg

Kategorier


Efter scoringen i Aalborg bliver Martin Vingaard nok endnu mere populær i FC Nordsjællands autografzone ved næste hjemmekamp på søndag kl. 14 mod Randers. (Foto: Boesenfoto.dk)

Vingaards hoved skaffede uafgjort i Aalborg

FC Nordsjælland spillede en flot kamp og havde fortjent mere end det ene point. Præstationen mod AaB lover godt for de to sidste kampe i Farum Park før vinterferien

FCN er over nedrykningsstregen for første gang i lang tid, og der er grund til stor optimisme inden efterårets to sidste kampe hjemme i “Fort Farum Park” mod Randers på søndag kl. 14 og mod OB fredagen efter. Tigrene viste i Aalborg mange smagsprøver på det flydende og chanceskabende spil, der har kendetegnet holdet i de to foregående sæsoner. 1-1 på en svær udebane mod et tophold vil altid være et acceptabelt resultat, men det er FCN, der har mest grund til at ærgre sig over, at det ikke blev til en sejr. AaB har ikke tabt på Nordjyske Arena, siden FCN sidst gæstede nordjyderne i april måned, men FCN havde så godt fat i kampen og spillet, at den gode AaB stime igen sagtens kunne være blevet brudt af de tændte tigre. Skudstatistikken sagde 21-6 i favør af FCN, der også var i boldbesiddelse i 55% af spilletiden. Bortset fra en forskrækkelse i allerførste minut, hvor kun en hårfin offside-kendelse hindrede en tidlig nortdjysk føring, tog FCN i den grad taktstokken fra første fløjt. Allerede i det tredje minut gav det en gigachance på hovedstød til Kim Aabech på indlæg fra Joshua John, men fra nært hold headede Aabech lige forbi stolpen, måske fordi han mest blev presset af holdkammerat “AC”, der var lige så fri men en halv meter for kort. Anders “AC” Christiansen erobrede lidt efter energisk bolden efter en skidt clearing af Lasse Nielsen, der måtte bremse “AC” med et benspænd i den direkte udfordring bagefter. Frisparket lige udenfor feltet knaldede Kim Aabech afsted hårdt fladt forbi muren, men her gjorde Lasse Nielsen sin skade god igen ved at kaste sig og redde med en fodparade. Og så kom AaB i stedet helt misvisende for spil og chancer foran 1-0 på en hurtig omstilling i det 21. minut, hvor Anders K. Jacobsen smart blev spillet fri lige midt for mål og ikke levnede Martin Hansen nogen chance i afslutningen. Heldigvis slog det ikke FCN ud af kurs. Anders “AC” Chrstiansen var tæt på udligning minuttet efter, og i det 36. minut fik FCN så belønningen for meget flot og målsøgende spil gennem hele 1. halvleg. Mario Ticinovic tog mange ture op langs højrekanten fra sin backplads, og på hans præcise indlæg kunne en fremstormende Martin Vingaard heade i mål til 1-1. Lasse Petry nåede også lige at fyre et missil af inden pausen. 2. halvleg blev en lidt mere rodet affære, men stadig med FCN som det dominerende hold, selv om AaB også havde sine korte perioder med offensiv opblomstring. Således måtte Martin Hansen diske op med en fornem fodparade for at hindre endnu en scoring af Anders K. Jacobsen et lille kvarter før tid. Men inden da havde især en sprudlende Martin Vingaard to gange testet AaB-keeper Nicolai Larsen med gode skud, og også både Joshua John, Nicolai Stokholm og Lasse Petry kom til nærgående afslutninger. Ti minutter før tid sendte FCN en debutant på banen, da Hakan Redzep afløste en småskadet Michael Jakobsen, og Redzep lavede et flot indhop, som den unge spiler også var ved at krone med et matchvindermål, men han ramte desværre bolden lidt skævt efter et godt gennembrud. Trods skuffelsen over at måtte nøjes med 1-1 som det bedste hold på banen kan FCN-spillerne tage mange gode ting med sig fra Nordjyske Arena, for de fik vist, at holdet er på rette spor og holder fast i den opadgående kurve. Nu skal de holde fast i Farum Park som en super hjemmebane mod Randers på søndag 1. december kl. 14 og igen fredag 6. december kl. 18.30. Så kan placeringen i Superligaen ved vinterpausen blive ganske lun med åbne muligheder til foråret, hvor FCN også har pokalsemifinalen at se frem til.  

Superligaen, 16. runde, 25. november

AaB-FCN 1-1 (1-1)
Mål:
21. minut: 1-0 Anders K. Jacobsen
36. minut: 1-1 Martin Vingaard, assist Mario Ticinovic
Tilskuere: 5.561 tilskuere
Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen
Advarsler: Lasse Nielsen, AaB, samt Anders “AC” Christiansen og Nicolai Stokholm, FCN
Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
35 Martin Hansen
2 Michael Jokobsen (ind i 81. minut 33 Hakan Redzep)
5 Anders “AC” Christiansen
6 Lasse Petry
7 Nicolai Stokholm
8 Patrick Mtiliga
9 Kim Aabech  (ind i 64. minut 11 Morten Nordstrand)
10 Martin Vingaard
12 Joshua John
23 Mario Ticinovic (ind i 60. minut 21 Ivan Runje)
27 Pascal Gregor
På bænken uden at komme ind:
28 David Jensen
34 Emiliano Marcondes
36 Kristian Lindberg
39 Nicklas Mouritsen

Kampens detaljer:

Martin Vingaards scoring til slutresultatet 1-1 var hans første scoring på hovedstød nogensinde i Superligaen, hvor han nu har spillet i alt 192 kampe og scoret 34 mål for Esbjerg, FCK og i denne sæson FC Nordsjælland. Hakan Redzep kom på banen ti minutter før tid og fik dermed sin debut på FC Nordsjællands føstehold. Han er spiller nr. 29, der har været i kamp for FCN på førsteholdet i denne sæson, og det er flere end nogen andre klubber. Nicolai Stokholm  spillede sin Superligakamp nr. 356, og han rykker dermed op som den markspiller med 3. flest Superligakampe gannem alle tider.