Nordstrand: Fedt at have pokalen at se frem mod

Kategorier


Morten Nordstrand scorede til 3-0 kort efter, at han var kommet på banen i Hobro.

Nordstrand: Fedt at have pokalen at se frem mod

– Pokalkampene bliver en ekstra motivationsfaktor til foråret, og det bliver spændende, hvem vi trækker, lyder det fra FC Nordsjællands Morten Nordstrand efter 3-1 sejren over Hobro

Der er langt til Hobro for at spille pokalkamp til aftenkaffen, men med 3-1 sejren er vejen til pokalfinalen blevet noget kortere for FC Nordsjælland, så humøret var naturligvis i top før hjemturen, da billetten til forårets semifinaler var sikret. – Nu må vi afvente de øvrige kvartfinaler og se frem til lodtrækningen. Det bliver spændende, hvem vi skal møde, og det er  rigtig dejligt at have pokalkampene at se frem til i forrået. Det er fedt at kunne bruge dem som ekstra motivationsfaktor, siger Morten Nordstrand, der stemplede ind med målet til 3-0 kort tid efter, at han var kommet på banen. – Det var dejligt at få scoret det mål. Jeg vil jo altid gerne score, og jeg synes også, der burde have været straffe, da mit skud blev blokeret med armen. Vi kunne godt have vundet større, men i stedet slipper vi grebet lidt til sidst, og det gav dem nogle unødvendige chancer. – Det var der ingen grund til, for vi havde godt fat i kampen. De viser i 1. halvleg, hvorfor de er tophold i 1. division, men jeg synes, vi har kampen under kontrol, og heldigvis får vi det flotte mål af Mario at gå til pause på. – Efter det hurtige mål i 2. halvleg styrer vi kampen, og heldigvis bliver det ikke rigtigt spændende til sidst. Vi glæder os allesammen over de muligheder, der nu er i pokalen, siger Morten Nordstrand, der drømmer om igen at stå i en pokalfinale. Han var med på FC Nordsjællands hold, da tigrene sidst hævede DBU Pokalen i triumf i maj 2011. .