Manglende effektivitet var dyr for U-holdene

Kategorier


Anfører Mathias Hebo havde chancen for at udligne i U/19 kampen, lige inden Esbjerg lukkede den med målet til 2-0

Manglende effektivitet var dyr for U-holdene

FC Nordsjællands U/19 tabte 0-2 hjemme til Esbjerg, mens U/17 spillede uafgjort 1-1 med vestjyderne

U/19 liga: FCN-Esbjerg 0-2 (0-0) FC Nordsjælland satte sig på kampen straks fra start med et solidt spilovertag gennem hele 1. halvleg. Den store overvægt i boldbesiddelse gav sig også udslag i en del hele og halve målchancer, men desværre kendte de unge tigre ikke besøgelsestiden. FCN misbrugte sine scoringsmuligheder før pausen, og Esbjerg fik lukket betydeligt bedre af i 2. halvleg, så FCN slet ikke fik den samme plads i bagrummet og derfor ikke blev så chanceskabende trods fortsat mest spil. Esbjerg begyndte at blive mere og mere giftig i de hurtige kontraangreb, og midt i 2. halvleg fik vestjyderne afsluttet et flot kontraangreb med et knaldhårdt hovedstød fra nært hold til 1-0 uden chance for målmand Oliver Weber. Målet tvang FCN til hårdere og hådere satsning mod kampens slutning, og to minutter før den ordinære spilletids udløb fik anfører Mathias Hebo en kæmpechance på indlæg fra Emiliano Marcondes, men Hebo fik ikke fart nok på sit skud, og så lå Esbjerg-keeperen vandret og reddede. I tillægstiden satte gæsterne så trumf på med et super flot mål til 2-0. – Det var naturligvis et meget skuffet hold efter kampen, men vi må tage de gode ting med os videre og lære af modgangen. Det er vigtigt, at vi får rejst os i en fart og får point ud af de sidste tre kampe, siger cheftræner Peter Feher. FCN U/19 spiller i Haderslev mod SønderjyskE på lørdag, hvorefter der venter en udekamp mod FCK og sluttes af hjemme mod Brøndby inden juleferien.  U/17 liga: FCN-Esbjerg 1-1 (1-1) En drømmestart og et pragtmål af Mikkel Mouritz Jensen efter kun seks minutters spil rakte desværre ikke til en sejr for FC NOrdsjællands U/17 mandskab hjemme mod Esbjerg. Mikkel Jensen scorede til 1-0 med en fremragende firsttimer bagover sig selv og over den vestjyske keeper, der blev fanget et par meter for langt fremme. Godt set og flot udført. Det gav også FCN rygstød til at drive meget spil frem mod vestjydernes mål i det næste kvarter, hvor føringen burde have været udbygget. De helt åbne chancer blev det dog ikke til, og kun syv minutter før pausen kom så til gengæld en vestjysk udligning efter et hjørnespark. FCN kiksede to forsøg på at cleare bolden ud af farezonen, og så sagde en helt fri Esbjerg-spiller tak for det gratis tilbud med en scoring til 1-1 fra nært hold. 2. halvleg lignede de første 40 minutter meget. FCN kom til mange afslutninger, men effektiviteten stod slet ikke mål med viljen, og kampen sluttede uafgjort 1-1. – Med 15 afslutninger bør vi få mere end ét mål ud af sådan en kamp, så på den måde er det naturligvis skuffende. Men jeg er tilfreds med både indstillingen og præstationen, så bortset fra de manglende mål, arbejder holdet i den rigtige retning, siger cheftræner Kasper Kurland. FC U/17 spiller også ude mod SønderjyskE på lørdag og har tre kampe tilbage inden vinterpausen.