Fine muligheder i den ekstremt tætte Superliga

Kategorier


FCN spiller næste hjemmekamp mod Randers søndag 1. december kl. 14.

Fine muligheder i den ekstremt tætte Superliga

Med en god slutspurt kan FC Nordsjælland skaffe sig næsten samme udgangspunkt ved vinterpausen som i sidste sæson, hvis man tager de optimistiske briller på og kigger opad

Vinterpausen i Superligaen kommer i år allerede efter 18 spillerunder, mens man i sidste sæson afviklede 20 runder, før spillerne gik på juleferie. Derfor vil det efter sidste fløjt i år den 9. december også være mest relevant at sammenligne med stillingen efter 18 kampe for et år siden. Og selv om FC Nordsjælland netop nu ligger næstsidst, er Superligaen i år så ekstremt tæt, at FCN med en god slutspurt i de sidste tre runder sikre kan sikre sig et udgangspunkt til foråret, der er næsten på niveau med sidste år, hvor det blev til sølvmedaljer i suveræn stil. I den øjeblikkelige stilling efter 15 runder er FCN på 11. pladsen med 18 point, mens FCK ligger på tredjepladsen med kun tre point mere. Efter 15 kampe i fjor var FCN på andenpladsen med 28 point og havde hele 17 point ned til Silkeborg som næstsidst med kun 11 point. FCN var efter 18 kampe på en delt 2. plads med AaB og 32 point på kontoen, mens der var 16 point ned til Brøndby lige under nedrykningsstregen. Selv om tigrene selv med tre sejre i de sidste tre runder fortsat vil mangle nogle point i forhold til sidste sæson, kan udgangspunktet for forårssæsonen sagtens være særdeles lovende for FCN. AaB på andenpladsen er sammen med FC Midtjylland stukket lidt af i toppen, men FCN har selv muligheden for at mindske afstanden til nordjyderne, når Hjulmands tropper gæster Aalborg mandag 25. november. Og herefter venter to kampe i Farum Park mod Randers og OB. Giver årets resterende kampprogram fem eller seks point til FCN, er der trods den meget pointfattige sæsonstart udsigt til en vinterpause i den bedste halvdel af Superligaen. Og i det helt ekstreme tilfælde af tre sejre til FCN og tre nederlag til AaB, kan de to hold ligge side om side på andenpladsen efter 18 spillerunder ligesom sidste år.