FCN-reserver videre trods nederlag

Kategorier


Bassel Jaradi arbejdede energisk kampen igennem men havde ikke held med sine afslutninger.

FCN-reserver videre trods nederlag

FC Nordsjælland slutter på andenpladsen i efterårets Reserveholdsturnering, selv om sidste kamp blev tabt med 1-2 til Brøndby

Efterårets geografisk opdelte Reserveholdsturnering sluttede for FC Nordsjælland hjemme i Farum Park i dag mod Brøndby, og selv om det blev et lidt uheldigt nederlag på 1-2, sikrer FCN sig den andenplads, der giver adgang til forårets A-gruppe. FCK og FCN går til vinder-gruppen i foråret sammen med de to bedste fra hver af de øvrige landsdele, men desværre formåede FC Nordsjælland i dagens kamp mod Brøndby ikke at omsætte et klart spilovertag i tilstrækkeligt med scoringer. Brøndby var lidt mere effektiv på sine få chancer og vandt 2-1. 1. Team Coach Flemming Pedersen er trods resultatet tilfreds med mange ting: – Overordset set gennem hele turneringen, har der været flere gode momenter end dårlige, og det er meget vigtigt for os, at vi kommer i den bedste gruppe til foråret, så vi kan få den højest mulige matchning. Vi har spillet mange gode kampe, men vi kunne også have leveret bedre i de to kampe mod Brøndby samt den ene mod FCK. – I dag startede vi meget skidt, men vi fik os arbejdet ind i kampen og havde godt fat frem til deres mål til 2-1 midt i 2. halvleg. Vi skulle have scoret flere mål på de chancer, vi skabte i den periode, men til sidst mistede vi igen fokus og de rigtige positioner på banen. Derfor var præstationen som helhed ikke godkendt i dag. – Det skal dog også med, at vi langtfra havde optimale betingelser. Flere af spillerne kom først retur fra Aalborg ved tre fire tiden i morges, og det siger sig selv, at det er en dårlig forberedelse til en kamp kl. 13, men sådan er betingelserne med mandagskampe langt væk, siger Flemming Pedersen. FCN kunne slet ikke komme op i omdrejninger fra start, og det udnyttede Brøndby til en hurtig scoring ved Kristian Andersen. Siden arbejde tigrene sig godt ind i kampen og fik et klart overtag. Det gav målchancer til Johannes Ritter og Andreas Maxsø, inden Mikkel Luimes helt fortjent fik udlignet til 1-1 i det 37. minut, da han på oplæg fra Johannes Ritter følt løftede bolden over keeper Falkesgaard. FCN fortsatte godt i første del af 2. halvleg, hvor der var styr på opspillet og blev skabt chancer til Mads “Mini” Pedersen, “OG” og Nicolai Johannessen, men pludselig slog Brøndby kontra i det 69. minut til 1-2, igen ved Kristian Andersen. Og derfra blev det en ret rodet forestilling, hvor Nichlas Rohde dog havde en chance for udligning i tillægstiden, men han skød i sidenettet. Du kan se highlights fra kampen HER, leveret af Kanal Sport.

Reserveholdsturneringen:

FCN-Brøndby 1-2 (1-1)
Mål: 7. minut 0-1 Kristian Andersen. 37. minut 1-1 Mikkel Luimes. 69. minut 1-2 Kristian Andersen. FC Nordsjællands startopstilling og indskiftninger: David Jensen
Mikkel Luimes (ind i 50. minut Mads “Mini” Pedersen)
Andreas Maxsø
Ivan Runje (ind i 46. minut Nicolai Johannessen)
Nicklas Mouritsen
Kamal Issah
Mathias Hebo
Bassel Jradi
Johannes Ritter (ind i 73. minut Souheib Dhaflaoui)
Kristian Lindberg
Oguzhan “OG” Aynaoglu (ind i 69. minut Nichlas Rohde)