Aabech: Elsker at gøre de andre gode

Kategorier

Aabech: Elsker at gøre de andre gode

Angriberen er begyndt at finde sig til rette på banen blandt sine holdkammerater i FC Nordsjælland.

30-årige Kim Aabech fik ikke den start på efteråret som han havde håbet på, det tog længere tid at finde sig til rette på holdet. – Der gik lidt længere tid end jeg lige havde regnet med, niveauet var lidt højere end jeg umiddelbart havde forventet og været vant til i 1.division. Jeg vidste godt, at det var et rigtigt godt hold, og jeg har spillet sammen med flere af dem tidligere, men de har virkelig udviklet sig meget. Det er et godt hold, så der skulle lige lidt tilvænning til, fortæller Kim Aabech. Men med en scoring og en assist i sidste Superliga-kamp mod SønderjyskE og hårdt arbejde på træningsbanen begynder forståelsen for holdkammeraterne så småt at indfinde sig, og selvom det er vigtigt at præstere godt selv, så finder Aabech mindst lige, så stor glæde ved at have næstsidste fod på bolden inden den bliver sparket i kassen. – Jeg synes, at den seneste periode har været god, det har taget lidt tid på grund af en skade, men også fordi det er et højt niveau. Jeg vil gerne lave endnu flere mål og assist, og jeg elsker at gøre min medspillere gode, og det har lykkedes i de sidste par kampe. Det ser fornuftigt ud, men det skal blive bedre, og jeg føler også, at jeg har mere at byde ind med, siger Aabech. Aabech og resten af holdkammeraterne spiller mandag igen i Superligaen når FC Nordsjælland skal møde AaB i Aalborg kl.19.00. Du kan følge kampen på TV3 Sport 1 eller blive opdateret på FCN’s Facebook eller Twitter.