100 år med Danmarksmesterskabet

Kategorier

100 år med Danmarksmesterskabet

Danmarksturneringen i fodbold fylder 100 år, og vinderen i denne sæson vil hermed kunne bryste sig af at være Danmarksmester nr. 100.

FC Nordsjælland har været en del af landets fornemmeste række i 10 år, og fejrede tidligere på året sit 10 års jubilæum da Viborg FF var på besøg. De 100 år med Superligaen bliver fejret og alle Superliga-klubberne vil i den forbindelse  sammen med DBU, og rettighedshaverne Viasat og CMore samt DR P3 give sæsonen ekstra opmærksomhed i form af en række forskellige jubilæumsaktiviteter bestående af 12 jubilæumskampe og kåringer af Årets Superliga spiller, Århundredets Superliga spiller og Århundredets All-star hold. 12 Jubilæumskampe De 12 Superliga klubber vil hver især afholde en storstilet jubilæumskamp i løbet af indeværende sæson, som en særlig hyldest til Dansk fodbolds glorværdige historie, og de mange store spillere der har optrådt i Danmarks bedste række gennem tiden. De trofaste danske Superliga fans kan derfor se frem til 12 helt unikke jubilæumsarrangementer der, udover at byde på masser af spændende jubilæumsaktiviteter, også vil byde på et nostalgisk gensyn med en lang række af fortidens legender og give mulighed for at gense de allerstørste øjeblikke i klubbernes historie. Aktiviteterne til de 12 jubilæumskampe vil variere fra klub til klub, men der er en række aktiviteter der vil gå igen. Før alle 12 jubilæumskampe placeres der et stort 100 års jubilæumsbanner i midtercirklen, hjemmeholdet laver en flot tifo, og hver klub udtager deres eget All-star hold og afholder en finte-konkurrence for at hylde teknikerne i dansk fodbold. Herudover vil udvalgte fans få mulighed for at komme ’bag om TV produktionen’ til jubilæumskampene. For FC Nordsjællands vedkommende bliver 100 års jubilæums kampen i foråret når AGF kommer på besøg i slutningen af marts måned. Programmet for den kamp og de mange initiativer vil selvfølgelige blive annonceret her på fcn.dk når vi kommer nærmere spilledatoen.
FC Nordsjælland skrev sig også ind i Superligaens historie med mesterskabet i 2012. Danmarksturneringens historie – kort fortalt Der blev spillet om Danmarksmesterskabet for første gang helt tilbage i 1913, hvor Danmarksmesteren blev kåret i et slutspil mellem de regionale vindere, og kun afbrudt af Første verdenskrig i 1915 og annulleret pga. pointlighed i 1928, har mesterskabet været spillet uafbrudt 100 gange med indeværende sæson 2013/2014. Efter 2. Verdenskrig stoppede man i realiteten dansk klubfodbolds videre udvikling med et forbud mod professionalisme, og helt op til slutningen af 70’erne blev Danmark kendt som de sidste amatører i Europa. Divisionsforeningen blev stiftet i 1969 med det erklærede mål at udvikle dansk klubfodbold og indføre professionalisme, hvilket lykkedes knap ti år senere i 1978, da Helge Sander og Jørn Kønig uddelte 1000 kr. til hver af spillerne i Herning Fremad for sejren over gæsterne fra HIK. De næste store milepæle kom da Brøndby IF i 1986 går over til fuldtidsprofessionalisme og i sæsonen 1991, da Superligaen kommer til. Her indvarsles det for første gang, at man tilpasser turneringen til den sportslige og økonomiske kapacitet, der er potentiale til i Danmark. Først i anden halvdel af 90’erne er der tale om, at alle spillere i den bedste danske række er kontraktspillere, og i de seneste ca. 18 år er dansk professionel klubfodbold gået fra tæt på 0 til en omsætning på 1,2 milliard i ren fodboldforretning. Hertil kommer så tilknyttede økonomiske aktiviteter. En fantastisk udvikling vi som danskere godt kan være stolte af. Kåring af Årets Superliga spiller, Århundredets Superliga spiller og Århundredets All-star hold I sæsonens sidste spillerunde – på DBU’s 125 års fødselsdag d. 18. maj – forestår Divisionsforeningen og DBU kåringer af Årets Superliga spiller, Århundredets Superliga spiller og Århundredets All-star hold. I forhold til de tre kåringer udpeges der et særligt Ekspertpanel der sammen med de danske fodboldfans vil udpege de spillere der igennem de sidste 100 år har sat et særligt stort aftryk i Danmarksturneringen i fodbold. Følg FC Nordsjælland på Facebook, og kom med helt tæt på Superliga-truppen.