Nichlas Rohde: Jeg er ikke blevet islænding

Kategorier


Nichlas Rohde havde igen et vellykket ophold hos Breidablik på Island, selv om han ikke kom hjem med en medalje denne gang.

Nichlas Rohde: Jeg er ikke blevet islænding

FCN-angriber Nichlas Rohde er vendt retur efter endnu en udlejning til islandske Breidablik, og nu fokuserer han på fremtiden i FC Nordsjælland

21-årige Nichlas Rohde har siden april været udlejet til den islandske 1. divisionsklub Breidablik, som han også spillede for på lejebasis i efteråret 2012. Denne gang har Nichlas Rohde spillet en hel sæson på Island, og selv om det endnu engang har været et vellykket ophold på vulkanøen, ser han nu frem mod 2014 med FCN som base: – Jeg har været glad for de to ophold på Island, men det er også dejligt at være tilbage. Jeg er ikke blevet islænding og bliver det nok heller aldrig, men det har været en god oplevelse at spille for Breidablik, der forsøger at spille meget ligesom FCN med boldbesiddende fodbold. – Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer, men jeg har kontrakt med FC Nordsjælland hele 2014 med, og det er jo det, jeg forholder mig til nu. Jeg er låst fra at spille kamp frem til nytår, og lige nu genoptræner jeg efter en lille fiberskade, jeg fik i vores tredjesidste kamp. Derfor træner jeg ikke fuldt ud med her i FCN endnu, og der er ingen grund til at forcere genoptræningen, når jeg alligevel ikke kan spille før til foråret, siger Nichlas Rohde. Da han sidste år kom retur fra Island var det med en sølvmdalje om halsen, og den gav Breidablik en plads i Europa League kvalifikationen. Derfor var det lidt skuffende for den islandske klub, at det i denne sæson kun blev til en 4. plads: – Vores målsætning var top 3 og måske snakke med om guldet. Sådan så det også ud fra starten af sæsonen, men så fik vi succes og mange kampe i Europa League, og det havde truppen ikke bredden til at klare, da vi også samtidigt nåede semifinalen i pokalturneringen. Derfor faldt vi tilbage til en fjerdeplads. – I Europa vandt vi først 4-0 samlet over et hold fra Andorra, derefter 1-0 samlet over østrigske Sturm Graz, inden vi i tredje runde blev slået ud efter straffesparkskonkurrence af et hold fra Kazakhstan. Det var lidt ærgerligt, for vi skulle have mødt Dynamo Kiev, hvis vi var gået i Playoff, siger Nichlas Rohde. Han spillede 27 kampe og scorede 11 mål sammenlagt for Breidablik i denne sæson i alle tre turneringer. Året forinden scorede han 6 mål i 10 kampe, så alt i alt kan han være tilfreds med facit af sit islandske ophold: – Det har været en god oplevelse både fodboldmæssigt og personligt. Breidablik er en ung klub ligesom FCN, og der er mange lighedspunkter, men træningen her i Farum Park er langt mere intens. Og nu glæder jeg mig til at være en del af den og vise mig frem for trænerne. Så må vi se, hvordan det ser ud næste år, siger Nichlas Rohde.