Marcondes: Drømmer om mit første Superligamål

Kategorier


Emiliano Marcondes har fået spilletid i otte Superligakampe i denne sæson. (Foto: Boesenfoto.dk)

Marcondes: Drømmer om mit første Superligamål

18-årige Emiliano Marcondes scorede fire mål på en uge for Danmarks U/19 landshold, og det giver ekstra blod på tanden

I FC Nordsjællands spillestil er det en vigtig faktor, at der scores mål fra mange positioner, og de seneste U/19 landskampe har vist, at FCN måske har en ny målmager på vej på den offensive midtbane. 18-årige Emiliano Marcondes scorede fire mål på en uge for Danmarks U/19 landshold, og han satser meget på at udvikle sine målevner: – Da jeg som yngre spillede for Hvidovre, var jeg som regel altid topscorer for mit hold, og jeg synes stadig, at det er det fedeste at score mål. Det er noget, jeg hele tiden arbejder på at udvikle i mit spil, og det var dejligt at score alle de mål på U/19 landsholdet, siger Emiliano Marcondes. Selv om han fortsat er U/19 spiller, har han været meget med omkring Superligaholdet i denne sæson, hvor det er blevet til spilletid i 11 førsteholdskampe, heraf de otte i Superligaen. Emiliano Marcondes var meget tæt på at score sit første mål på FC Nordsjællands førstehold i Europa League kvalifikationen mod FC Zenit, men hans afslutning blev reddet af en forsvarer med hånden på målstregen, og det efterfølgende starffespark brændte FCN. – Det var surt, at den ikke røg ind, og jeg drømmer stadig om at score mit første Superligamål. I foråret lavede jeg 11 mål for FCN i U/19 Ligaen, og der skal komme mål fra den position, jeg spiller. Jeg har snakket med Mark Strudal om, at jeg på sigt skal gå efter at blive den første på 10’er positionen, der scorer 10 mål for FCN på en sæson i Superligaen. – For at det kan lykkes skal jeg jo først og fremmest arbejde hårdt på at få mere spilleltid i Superligaen, Derfor har jeg i denne sæson sat mig som mål at gøre mig fortjent til spilletid, og så må det gerne krydres med det første mål, siger Emiliano Marcondes. Han repræsenterede FCN på U/19 landsholdet sammen med klubkammeraterne Johannes Ritter, Mikkel Jensen og Nichlas Mouritsen, og de gjorde det så godt ved 1. EM-kvalifikationsrunde i Israel, at de sammen med værtnationen gik videre til forårets 2. og sidste kval.runde til næste sommers EM-slutrunde, mens Italien blev ekspederet ud. – Det bliver spændende, hvem vi skal møde, men det bliver meget svært at slippe gennem nåleøjet til slutrunden, siger Emiliano Marcondes, der det næste stykke tid kan koncentrere sig om FC Nordsjælland, hvor han også spiller på U/19 Ligamandskabet, hvas han ikke er med Superligaholdet.