FCN viste den helt rigtige pokalånd

Kategorier


Anders “AC” Christiansens mål til 3-1 lammede ulvene og sendte FCN sikkert i kvartfinalen. (Foto: Bosenfoto.dk)

FCN viste den helt rigtige pokalånd

Igen fik tigrene ram på de midtjyske ulve og er med en sikker 3-1 sejr klar til kvartfinalerne i DBU Pokalen

I lørdags kom FC Midtjylland til Farum Park som ubesejret i hele sæsonen, men fik det første Superliganederlag med i bagagen hjem. Og da de her kun fire dage senere pakkede sammen igen samme sted, var også de midtjyske pokaldrømme slukket. FCN gjorde det igen og viste den helt rigtige pokalånd med en sikker 3-1 sejr. Dermed har tigrene sikret plads i bowlen, når der fredag trækkes lod til kvartfinalerne, og FCN holder fast i sin status som FC Midtjyllands onde pokalånd. Det er fjerde gang på fem sæsoner, at FCN triumferer mod netop FCM i DBU Pokalen. Dagens 3-1 sejr i Farum Park var også fuldt fortjent i en kamp, hvor FC Nordsjælland fortsatte de gode takter fra den seneste tid. Spillet bliver bedre og bedre fra kamp til kamp, og mod FCM holdt hele holdet en disciplin og fornuft i spillet, der nærmest totalt neutraliserede de midtjyske gæster og skabte gode muligheder for FC Nordsjællands egen offensiv. FCN viste fra start, at holdet altid vil være den styrende part i Farum Park, og da Oliver Thychosen allerede i det 7. minut bragte FCN foran på en fin stikning fra Kim Aabech, var linjen lagt. 1-0 føringen blev fulgt op af flere fremragende angreb i både venstre og højre side. Patrick Mtiliga sprudlede, som han har gjort i rigtig mange kampe nu, og hans sammenspil med Joshua John skabte gang på gang problemer for FCM. Og i den anden side gav Mario Ticinovic og Oliver Thychosen også FCM-forsvaret masser at se til. På den cventrale midtbane strøede Lasse Petry om sig med læke chanceskabende afleveringer og sikkert spil med overblik, når det var nødvendigt. Hele holdet hang forrygense godt sammen, men desværre blev det ikke til flere FCN-scoringer, og i stedet slog de midtjyske gæster til med en udligning i det 39. miinut. Danny Olsen hamrede et direkte frispark i kassen til 1-1, og det var stillingen ved pausen ligesom da FCM gæstede Farum Park for fire dage siden. Udligningen slog heldigvis ikke FCN ud af rytmen, selv om keeper David Jensen lige måtte præstere en stor redning i starten af 2. halvleg. På klogt spil overtog FCN igen teten og spillede FCM bagud med sikre afleveringer, og i det 64. minut kom belønningen. Anders “AC” Christiansen fik drejet bolden perfekt ind til Kim Aabech i feltet, og Aabech fik lige akkurat slidt sig foran sin oppasser og headede fra nært hold i nettet til 2-1. Flere gange var FCN tæt på at øge føringen, mens FCM stort set blev holdt fra målchancer, og kampens endelige afgørelse kom så et lille kvarter før tid. Efter et længere pres havnede bolden for fødderne af Anders “AC” Christiansen udenfor feltet, og han hamrede på kassen. Skuddet ramte en FCM-spiller og blev rettet af, så det snød Jonas Lössl i FCM-målet og gik ind til 3-1. Tvunget af stillingen måtte FCM forsøge en desperat offensiv i de sidste ti minutter, og træner Glen Ridderholm sendte tidligere “farlige” Frank Kristensen på banen for at øse høje bolde frem. Men stort set alt blev afvist i FC Nordsjællands centrale forsvar ved Pascal Gregor og Michael Jakobsen eller af målmand David Jensen. Det blev selvfølgelig til enkelte løse bolde, der kunne have gået ulvenes vej, men generelt styrede FCN sikkert sejren hjem og viste igen den helt rigtige pokalånd. Nu gælder det om at fortsætte den flotte udvikling, holdet er inde i, når det lørdag går løs i Parken mod FCK. FC Nordsjælland har nu vundet fem kampe og spillet én uafgjort af de seneste seks, og det har tydeligvis givet holdet den selvtillid, der var så tiltrængt. Der er så mange lovende takter i mandskabet, og nu har FCN også pokalturneringen at gå efter ved siden af den målrettede jagt på at komme længere frem i Superligaen.

DBU Pokalen, 4. runde, 30. oktober

FCN-FCM 3-1 (1-1)
Mål:
7. minut: 1-0 Oliver Thychosen, assist Kim Aabech
39. minut: 1-1 Danny Olsen
64. minut: 2-1 Kim Aabech, assist Anders “AC” Christiansen
76. minut; 3-1 Anders “AC” Christiansen
Tilskuere: 2.003 tilskuere
Dommer: Michael Johansen
Advarsler: Sylvester Igboun og Morten Duncan Rasmussen, FCM.
Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
28 David Jensen
2 Michael Jokobsen (ind i 84. minut 29 Andreas Maxsø)
5 Anders “AC” Christiansen
6 Lasse Petry
8 Patrick Mtiliga
9 Kim Aabech
10 Martin Vingaard (ind i 66. minut 34 Emiliano Marcondes)
12 Joshua John
23 Mario Ticinovic 
27 Pascal Gregor
37 Oliver Thychosen  (ind i 65. minut 36 Kristian Lindberg)
På bænken uden at komme ind:
35 Martin Hansen
24 Kamel Issah
25 Bassel Jradi
30 Nicolai Johannesen