Værd at vide før dagens pokalkamp i Næsby

Kategorier


Kim Aabech er tilbage i FCN-truppen efter en længere skadespause.

Værd at vide før dagens pokalkamp i Næsby

FC Nordsjælland spiller i dag onsdag kl. 16.30 i DBU Pokalen ude mod Næsby, og her er lidt statistiske vinkler på den kamp

VIDSTE DU AT… …det er 3. runde af DBU Pokalen, FC Nordsjælland træder ind i med dagens kamp mod 2. divisionsholdet Næsby. FCN er i sin 10-årige klubhistorie startet ude mod lavere rangerende hold 9 gange og har sejret hver gang: Det har været i Holstebro, Dalum, Vanløse (to gange), Lejre, Greve, Ringsted, Hillerød og Svebølle. Sidste års kamp i Svebølle krævede dog forlænget spilletid, før FCN kom videre. …Næsby leverede en pokalsensation i forrige sæson, hvor klubben slog Silkeborgs Superligahold ud af DBU Pokalen. …indtil sæsonen 2009/10 var FCN aldrig nået længere end til kvartfinalerne i pokalturneringen, men da den grænse endelig blev brudt var tigrene ikke til at stoppe og vandt pokalfinalen både i 2010 og 2011. Og da FCN endelig tabte i pokalkvartfinalen året efter i Parken til FCK havde klubben sat dansk rekord med 17 pokalkampe i træk uden nederlag.  …der også spilles både 1/8 og kvartfinaler i DBU Pokalen i efterår, så man har de fire hold til forårets semifinaler klar inden vinterpausen. Der er lodtrækning til 1/8 finalerne i morgen torsdag kl. 12, og disse er programsat til 29.-30. oktober, mens kvartfinalerne spilles 3.-5. december. …Kim Aabech igen er med i FC Nordsjællands trup efter en længere skadespause og kan få comeback i pokalkampen i Næsby.