U/19 og U/17 hjem fra Vejle uden point

Kategorier

U/19 og U/17 hjem fra Vejle uden point

FC Nordsjællands Ligamandskaber tabte begge med et enkelt mål i tætte kampe

U/19 Ligaen: Vejle-FCN 2-1 (0-0) FC Nordsjælland startede godt og havde fin kontrol over kampen. Det gav også tigrene et par store målchancer, men afslutningerne var ikke resolutte og kolde nok, så Vejle slap med skrækken. Hjemmeholdets største mulighed i 1. halvleg var ganske betegnende for kampens forløb en kikset tilbagelægning, som Vejle opsnappede. Heldigvis diskede Lasse Gram i målet op med en fin redning, så holdene kunne gå til pause med 0-0 på tavlen. Den stilling holdt sig til ti minutter inde i 2. halvleg, hvor Vejle igen fik foræret en chance på et kikset udspark, og denne gang straffede østjyderne det til en 1-0 føring. FCN kom stærkt igen og havde to gode muligheder for at udligne, men da de chancer blev brændt, slog Vejle i stedet til med et godt mål midt i 2. halvleg. Derfor hjalp det så lidt, at FCN fik reduceret til 2-1 med ti minutter igen på straffespark ved Emil Erbas, begået mod ham selv. FC Nordsjællands U/19 kan se frem til chancen for at revanchere sig allerede på fredag 27. september kl. 18.00 i Farum Park, hvor FCK kommer på besøg. Der vil være fri entre og boderne er naturligvis også åbne under A-tribunen til den spændende kamp. U/17 Ligaen: Vejle-FCN 1-0 (1-0) FC Nordsjællands U/17 Ligahold måtte også tage fra Vejle uden point. I en meget chancefattig og taktisk betonet kamp blev det til et 0-1 nederlag for de unge tigre. 1. halvleg blev én lang og hård fight om midtbanen. De to forsvar var begge særdeles godt indstillet på modstanderen, og ingen af holdene tiltvang sig overtag nok til skabe målchancer af betydning. Efter 22 minutters spil lykkedes det dog alligevel for Vejle at komme igennem til scoring, og det blev desværre afgørende. 2. halvleg blev noget bedre set med FCN-øjne, men holdet manglede alligevel hele tiden det sidste i at få udbytte af anstrengelserne. Der skal arbejdes videre på træningsbanen, og det bliver der nu god tid til, da FCN U/17 har den næste weekend kampfri og først spiller igen lørdag 5. oktober hjemme mod AGF