Tre mål af Emiliano på U/19 landsholdet

Kategorier


Emiliano Marcondes – her i kamp for FCN i Superligaen mod FC Vestsjælland – scorede tre mål for Danmarks U/19 landshold mod Sverige.(Foto: boesenfoto.dk)

Tre mål af Emiliano på U/19 landsholdet

FC Nordsjælland har været repræsenteret med tre spillere på de danske U-landshold i den forløbne uge. Bassel Jradi på U/21 samt Emiliano Marcondes og Johannes Ritter på U/19 landsholdet

Emiliano Marcondes og Johannes Ritter markerede sig fantastisk stærkt på Danmarks U/19 landshold i tirsdagens venskabskamp mod Sverige i Gladsaxe Idrætspark. Danmark tabte kampen 3-4, men Emiliano Marcondes scorede alle tre mål, og de to af dem på super oplæg fra Johannes Ritter. Efter svensk føring udlignede Emiliano Marcondes til 1-1 inden pausen. Og selv om svenskerne igen kom hurtigt foran i 2. halvleg, vendte kampen helt rundt da Johannes Ritter to gange i træk brød igennem på kanten og lagde perfekte bolde til knivskarpe Emiliano Marcondes og dansk 3-2 føring. Desværre blev en dansk spiller kort efter udvist, og det udnyttede svenskerne til endnu engang at tippe kampen rundt. Både Emiliano Marcondes og Johannes Ritter spillede hele kampen mod Sverige. Bassel Jradi var med det danske U/21 landshold i Slovenien til EM-kvalifikationskamp, og Danmark satte sine første point til i gruppen med uafgjort 2-2. Bassel Jradi startede på bænken men kom allerede på banen efter 12 minutter i stedet for en skadet Marco Larsen fra FC Midtjylland. Og straks efter sin entre viste Bassel Jradi sin målfarlighed med to gode forsøg, men han kom dog trods en god indsats ikke på scoringstavlen. Alle tre landsholdsspillere er nu retur i Farum Park, hvor Superligaholdet forbereder sig til mandagens udekamp mod topholdet FC Midtjylland. Både U/19 og U/17 Ligaholdene skal også møde FC Midtjylland, og det sker allerede på lørdag i Farum Park. U/19 tager imod ulvene kl. 13.00 og lige bagefter kl. 15.15 går det løs med U/17 holdene. Der er fri entre til de to spændende kampe i Farum Park og boderne er åbne under A-tribunen.