Joshua John tilbage!

Kategorier

Joshua John tilbage!

FC Nordsjælland, FC Twente og Joshua John er blevet enige om en transfer, der sender den hollandske kantspiller til FC Nordsjælland de kommende 3½ år.

Cheftræner Kasper Hjulmand fortæller: – Vi kender jo Josh rigtig godt, og jeg er selvfølgelig rigtig glad for, at vi nu har tilknyttet ham på permanent basis. Han passer perfekt i vores måde at spille og han vil kunne træde direkte ind på holdet uden den store indkøringstid. – Joshua John er en spiller med enorm speed i fødderne, som samtidig er målfarlig. Han kan gå begge veje om sin direkte modstander og vil være en kilde til uro i ethvert forsvar. – Når det er sagt, er der ikke tale om, at en enkelt spiller kan komme ind og ændre det hele med ét slag. Han er en del af den trup, der skal arbejde hårdt for at komme tilbage på sejrssporet, men det giver naturligvis et ekstra våben i vores offensiv, som vi håber, kan medvirke til at gøre en forskel. Joshua John selv er ét stort smil: – Det er en god dag. Det har varet længe, men nu er det på plads og jeg er rigtig glad for, at der nu er fundet en permanent løsning, så jeg kan koncentrere mig om at spille fodbold. Jeg er ekstra glad for, at det kunne blive FC Nordsjælland, som er en klub og et sted med mennesker, jeg holder meget af. – Jeg havde en rigtig god tid her og ved, at både træning og kamp er på et meget højt niveau. Jeg ved godt, at sæsonstarten ikke har været optimal, men det betyder ikke noget på den lange bane. FCN er en klub, der ved, hvad de vil, og som holder fast i, at spille hurtig og angrebslysten fodbold. Der er mange dygtige unge spillere, og når vi kommer tilbage på sporet, får vi et rigtig, rigtig godt hold. Så kan vi blive svære at stoppe. – Jeg håber, jeg kan hjælpe holdet med at score nogle mål og at få nogle sejre, men først og fremmest glæder jeg mig bare til at blive en fast del af FC Nordsjælland nu. Det er mit hjem i Danmark, og jeg vil gøre alt, for at få succes sammen med drengene og trænerteamet. Kontrakten har en varighed af 3½ år og de to klubber er enige om, ikke at offentliggøre detaljer i aftalen. Joshua John træner for første gang med, når holdet samles onsdag formiddag i Farum Park.