Flot mål og fantastisk fight gav FCN fortjent sejr

Kategorier


Uffe Bech fik comebach hos FCN i 2. halvleg af kampen mod Randers. (Foto: Boesenfoto.dk)

Flot mål og fantastisk fight gav FCN fortjent sejr

Endelig kom den succesoplevelse, FCN har jagtet så længe. 1-0 over Randers og spil, der peger i den rigtige retning inden braget mod Brøndby i Farum Park på søndag

Den vilde jubel brød løs, da sidste fløjt lød i Farum Park, og der stadig stod 1-0 til FC Nordsjælland på måltavlen. For både spillere og publikum var det en forløsning endelig igen at få en succesoplevelse efter så mange kampe med modgang. FCN bragte sig i front med en smuk træffer små fem minutter før pausen, da Joshua John spænede fra hele Randers-forsvaret på den dybe og præcise stikning fra Patrick Mtiliga. Den flyvende hollænder afdriblede sidste mand og sparkede bolden i kassen via indersiden af stolpen til 1-0. Det var kulmination på en 1. halvleg, hvor FCN viste en masse af de takter, vi kender holdet for gennem de seneste to sæsoner, og føringen burde være kommet meget tuidligere på store chancer, især i de første tyve minutter. Efter pausen viste FCN så en ny side af sig selv, nemlig som det kynisk spillende mandskab, der holdt en stram organisation og næsten dirkefri defensiv. Randers fik lov at have bolden, mens FCN fightede og stod fast i både tacklinger og afvisning af alle indlæg. Gæsterne magtede således kun at skabe én eneste målchance i hele kampen, og på den skød Nicolai Brock-Madsen heldigvis over mål. Martin Hansen stod en fejlfri kamp med sikre indgreb og fik sit første clean sheet i Superligaen og det andet i træk, hvis vi regner pokalkampen mod Næsby med. I det hele taget var det en holdpræstation på højeste plan, hvor det var tydeligt, at tigrene vidste, at der i den nuværende situation kræves meget mere end smukt pasningsspil. Og den fight var alle mand villige til at levere. Det lover godt for de kommende kampe, og forhåbentlig får FCN endnu mere støtte fra tilskuerpladserne, når det på søndag går løs mod formstærke Brøndby i en tætpakket Farum Park. FCN har med sejren fået kontakt til resten af Superligaen igen, og nu skal der holdes fast i den opadgående kurve. FCN startede helt forrygende og satte Randers under pres fra første fløjt. Det burde have givet scoring allerede i kampens andet minut, hvor Joshua John blev spillet blank i straffesparksfeltet på indlæg fra Jens Stryger Larsen, men desværre sigtede John for højt. Lidt efter havde Nicolai Stokholm en afslutning tæt forbi efter hjørnespark. FCN-anføreren havde også efter et kvarter en skud lige forbi trekanten på et frispark lige udenfor feltet, efter at Joshua John var blevet fældet i et gennembrud. Martin Vingaard havde også et godt skudforsøg lige over mål, inden det endelig lykkedes for FCN at komme i front kort før pausen på målet af Joshua John. FCN kunne gå til pausen efter en super 1. halvleg, hvor rigtig meget fungerede godt, og der var stor omtanke og pasningssikkerhed i opspillet. 2. halvleg blev én lang kamp i kynisk forsvar af den vigtige føring. Randers blev presset til at gå frem for at skabe spillet, men kronjyderne magtede ikke at nedbryde den mur, FCN stillede op foran eget straffesparksfelt. FCN lurede på kontrachancer, og der opstod nogle enkelte, men det lykkedes desværre ikke FCN at lukke kampen endeligt. Uffe Bech fik comeback efter sin lange skadespause, da han blev skiftet ind midt i 2. halvleg, og han var tæt på at få scoret på en chance skabt af Nicolai Stokholm og Søren Christensen, der også var tilbage i startopstillingen efter sit lange skadesfravær. Lige før slutfløjtet fik Joshua John chancen for at score på hovedstød på indlæg fra Stokholm, men det blev ved 1-0 og tre vigtige point til tigrene. 

Superligaen, 10. runde, 30. september

FCN-Randers 1-0 (1-0)
Mål:
41. minut: 1-0 Joshua John, assist Patrick Mtiliga
Tilskuere: 4.417 tilskuere
Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen
Advarsler: Lasse Perty og Uffe Bech, FCN samt Ronnie Schwartz, Randers.
Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
35 Martin Hansen
2 Michael Jakobsen
6 Lasse Petry
7 Nicolai Stokholm
8 Patrick Mtiliga
10 Martin Vingaard (ind i 85. minut 9 Kim Aabech)
12 Joshua John
15 Jens Stryger Larsen
17 Søren Christensen (ind i 71. minut 21 Ivan Runje)
23 Mario Ticinovic (ind i 62. minut 18 Uffe Bech)
27 Pascal Gregor
På bænken uden at komme ind:
28 David Jensen
24 Kamal Issah
29 Andreas Maxsø
36 Kristian Lindberg