FCN sikkert videre i pokalen

Kategorier


Jens Stryger Larsen bragte med sit første mål i FCN-trøjen sit hold på sejrskurs i Næsby. (Foto: Boesenfoto.dk)

FCN sikkert videre i pokalen

Efter en målløs 1. halvleg satte FCN for alvor Næsby under pres i 2. halvleg og vandt 2-0 på flotte mål af Jens Stryger Larsen og Kim Aabech

FC Nordsjælland er med i bowlen, når der i morgen kl. 12 trækkes lod til 4. runde i DBU Pokalen. Efter en svær 1. halvleg i Næsby, hvor det hårdt kæmpende hjemmehold holdt FCN fra scoringer, blev pokalskabet sat på plads med manér efter pausen. Straks fra 2. halvlegs start fik FCN tempoet skruet i vejret og holdt stilen hele vejen til mål. Efter en lille times spil headede Jens Stryger Larsen bolden i kassen helt oppe i krogen, og efter det perlemål var der ensrettet trafik. Kim Aabech øgede til 2-0 midtvejs i 2. halvleg, og dermed var FCN sikkert videre i pokalen. Og sejren burde være blevet større, men dels stod Næsby-keeperen stærkt og leverede et par mirakelredninger, og så brændte tigrene også et straffespark til allersidst. I 1. halvleg havde FCN svært ved at få spillet til at glide, og Næsby fightede som, man kan forvente af underdogs i pokalfodboldfodbold. FCN lykkedes derfor ikke med de gennemspillede angreb, og selv om Superligaspillerne havde bolden langt det meste af tiden, blev det kun til få farlige afslutninger. Tættest på var anfører Nicolai Stokholm med et par skud fra distancen. Noget tydede dog på, at de første 45 minutter havde tæret hårdt på kræfterne hos fynboerne, og da FCN straks fra 2. halvlegs start skruede tempoet ekstra i vejret, gav det endelig afslutninger med snert i. Først var Kristian Lindberg tæt på scoring, men måtte se keeperen redde mirakuløst, og lidt efter skød Lasse Petry lige forbi. Men i det 59. minut udnyttede FCN endelig et af sine mange hjørnespark. På indlægget fra netop indskitede Anders “AC” Christiansen steg Jens Stryger Larsen til vejrs og headede smukt i nettet til 1-0. Det blev signalet til den storoffensiv, der fjernede al spænding fra kampen. Da ligeledes indskiftede Kim Aabech midt i 2. halvleg sparkede bolden i kassen til 2-0 på glimrende forarbejde af “AC” og Joshua John var sejren sikker. FCN havde i slutfasen et hav af nærgående forsøg, og sejren burde været blevet større, da Anders “AC” Christriansen kort før tid blev fældet til straffespark, men målmanden reddede Martin Vingaards skud fra 11 meter pletten. Heldigvis betød det intet i den store sammenhæng. FCN fik den pokalsejr, holdet tog til Næsby efter og kan nu afvente næste pokalmodstander ved lodtrækningen i morgen. Og så skal succesoplevelsen bruges til også at komme på sejrskurs i Superligaen, når FCN mandag kl. 19 får besøg af Randers i Farum Park.

DBU Pokalen, 3. runde, 25. september

Næsby (2.div.)-FCN 0-2 (0-0)
Mål:
59. minut: 0-1 Jens Stryger Larsen, assist Anders “AC” Christiansen
74. minut: 0-2 Kim Aabech, assist Joshua John
Tilskuere: 1.115 tilskuere
Advarsler: Pascal Gregor og Mario Ticinovic, FCN.
Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
35 Martin Hansen
6 Lasse Petry
7 Nicolai Stokholm (ind i 73. minut 10 Martin Vingaard)
8 Patrick Mtiliga
12 Joshua John
15 Jens Stryger Larsen
17 Søren Christensen (ind i 55. minut 5 Anders “AC” Christiansen)
21 Ivan Runje
23 Mario Ticinovic
27 Pascal Gregor
36 Kristian Lindberg (ind i 57. minut 9 Kim Aabech)
På bænken uden at komme ind:
28 David Jensen
25 Bassel Jradi
29 Andreas Maxsø
34 Emiliano Marcondes