AKP: Et vindue med perspektiv

Kategorier


Stryger Larsen er en af de nye spillere i FC Nordsjælland – foto: boesenfoto.dk

AKP: Et vindue med perspektiv

Sommerens transfervindue lukkede natten til tirsdag. For FC Nordsjællands vedkommende blev vinduet præget af stor aktivitet og fokus på den lange bane.

Bestyrelsesformand og fungerende sportsdirektør Allan K. Pedersen ser tilbage på et travlt vindue – og frem mod de resultater, der gerne skal blive resultatet.

– Vi har været meget aktive de seneste transfervinduer. Også mere aktive, end vi egentlig havde planlagt. Det er et resultat af mange ting, men først og fremmest sportslig succes.

– I FC Nordsjælland sætter vi en ære i, at udvikle spillere og hæve dem til et niveau, hvor de han begå sig i udlandet. Når vi samtidig er så dygtige og heldige at skabe et mesterhold, der spiller Champions League, stiger interessen for spillerne markant, ligesom spillerne selv også får mod på mere. Det er en del af de overvejelser, man har i sådan en periode. Vil vi beholde en spiller, der får en super mulighed, eller vil vi beholde ham med de følger det nu kan have.

– Samtidig er der spillere, der ikke har nået det potentiale, vi så i dem, og uden at det er nogens skyld som sådan, må vi af hensyn til os selv og spilleren tage konsekvensen, så alle kan komme videre.

– Det har givet en del aktivitet på salgs-siden, hvilket vi har været forberedt på og derfor også hentet kvalitet ind. Både til start 11’eren nu og her, samt spillere, der med tiden forhåbentlig kommer til at markere sig.

– Spillere som Jens Stryger Larsen, Joshua John, Mikael Jakobsen, Martin Vingaard, Martin Hansen og Kim Aabech kommer med erfaring og kendt kvalitet. Fraset Joshua John er det dog også spillere, der skal adoptere den måde, vi gerne vil spille. Det ville ikke være en udfordring, hvis der kom én eller to, men vi er klar over, at det tager tid når flere skal integreres i systemet. Omvendt ved vi også, at det er spillere, der har så høj kvalitet, at det kun er et spørgsmål om tid.

– Samtidig har vi fået nogle ekstremt spændende spillere i Bassel Jradi og Oliver Thychosen, ligesom vi har fået vores egne Andreas Laudrup og David Jensen tilbage.

– Sammen med de kvalitetsspillere, der er på vej tilbage fra skader, er jeg rigtig godt tilfreds med det overordnede billede. Vi har haft et godt transfervindue, hvor vi lykkedes med vores fokusområder, og vi får i løbet af den kommende tid tilført kvalitetsspillere fra skadeslisten, som kender systemet og vil være med til at højne niveauet.

– Vi har masser at arbejde med, og er ikke tilfreds med resultaterne, men vi har fra start vidst, at den første del af turneringen ville give os nogle hak. Vi havde naturligvis håbet, at vi allerede nu var nået så langt, at vi kunne kvalificere os til Europa League, især når man ser på lodtrækningen. Sådan gik det som bekendt ikke, men på den lidt længere bane, er vi dog så godt polstret, at vi uden tvivl vil blive bedre og bedre hele vejen gennem sæsonen. Det er et vindue og en trup med perspektiv, lyder det fra bestyrelsesformanden.

 

FCN transfers sommer 2013

Nye spillere i truppen:

35 Martin Hansen – i trup 01.07 – født 15.06.1990 – målmand med ungdom i Brøndby og Liverpool. Udlejet fra Liverpool til Bradford i en halv sæson og hentet fra Viborg, hvor han spillede hele sidste sæson.

25 Bassel Jradi – i trup 01.07 – født 06.07.1993 – fra AB med 28 kampe og 8 mål i sidste sæson – U/21 landsholdsspiller – 17 U/landskampe i alt.

37 Oliver Thychosen – i trup 01.07 – født 17.01.1993 – fra Vejle med 20 kampe og 3 mål i sidste sæson – U/21 landsspiller – 17 U/landskampe.

9 Kim Aabech – i trup 04.07 – født 31.05.1983 – fra Lyngby, hvor han i alt har spillet 239 kampe og scoret 75 mål. 2 Ligalandsholdskampe.

10 Martin Vingaard – i trup 08.07 – født 20.03.1985 – fra FCK i de seneste 5 sæsoner og forinden Esbjerg. 176 kampe og 32 mål i Superligaen. 9 A/landskampe og 1 mål samt 16 U/landskampe.

15 Jens Stryger Larsen – i trup 09.07 – født 21.02.1991 – fra Brøndby med 91 kampe og 6 mål i de seneste fire sæsoner. 41 U/landskampe.

2 Michael Jakobsen – i trup 26.07 – født 02.01.1986 – fra FCK. Tidligere klubber PSV Eindhoven, AaB, Almeria – 5 A/landskampe – 72 U/landskampe.

12 Joshua John – i trup 01.09 – født 01.10.1988 – fra FC Twente – hollænder – retur efter periode fra 02.08.2012 til 31.05.2013 på leje hos FCN med 28 kampe og 11 mål i sidste sæson. 5 kampe og 2 mål for Hollands U/21 landshold.

22 Andreas Laudrup tilbage i FCN efter udlejning til St. Etienne

28 David Jensen tilbage i FCN efter udlejning til AB.

Farvel til følgende spillere i dette vindue:

Jores Okore, Jesper Hansen, Francisco Calvo, Conor O’Brien, Ricardo Bueno, Joâo Pereira, Thomas Villadsen, Mark Gundelach (udlejet), Jacob Egeris, Seejou King.