Vellykket FSN-dag i Frederikssund

Kategorier


Spillerne og trænerne i Frederikssund lytter intenst, mens Carsten Dohm fra FCN forklarer.

Vellykket FSN-dag i Frederikssund

FC Nordsjælland gæstede søndag Frederikssund og gav inspirationstræning til alle ungdomstrænerne i FFB, FIK ORI og Slangerup

FC Nordsjælland besøgte søndag Frederikssund for at give trænerinspiration til en lang række ungdomstrænere fra samarbejdsklubberne FFB, FIK, ORI og Slangerup, og det blev en særdeles vellykket FSN-dag, som over 30 af områdets U-trænere fik stor glæde af. FCN var repræsenteret ved talentchef Kenneth Rasmussen, performance coach Carsten Dohm, specifiktræner Thomas Thor, sportslig koordinator Rene Klok og FSN ansvarlig Thomas Elmar. Kenneth Rasmussen startede FSN-dagen i Frederikssund med et lille teoretisk oplæg til alle de fremmødte og understregede, at man i FCN allerede kunne se en klar værdi af det arbejde, der laves rundt i samarbejdsklubbernes ungdomsafdelinger, idet flere af områdets klubber nu er godt repræsenteret på FC Nordsjællands elite ungdomshold. Derfor er det også vigtigt at fortsætte det gode samarbejde med inspiration fra FCN til de trænere, der tager sig af de yngste spillere i FSN-klubberne. Carsten Dohm og Thomas Thor gav herefter et teoretisk oplæg til det, der senere skulle foregå på banerne i halvanden times praktik. Træningen var navnlig målrettet ungdommens “guldalder” fra U/8 til U/12, hvor indlæringen er allerstørst. Der var hele tiden undervejs gensidig sparring med trænerne fra FSN-klubberne. Alle følte bagefter, at det havde været en udbytterig dag. Theodor fra Frederikssunds årgang 04 hold udtrykte det således:
– Det var en rigtig god træning, og jeg lærte en masse om bevægelse både med og uden bold. Også bevægelse i forhold til hinanden på holdet og værdien af temposkift. Det var en sjov og god træning, men tiden gik bare alt for stærkt. FFB U/12 træner Claus Nielsen havde denne kommentar: – Det var rigtigt spændende og lærerigt samt en god sparring. Jeg har fået nye ideer til stien at træne de unge på. Og vi har også fået en del nye redskaber med hjem til den daglige træning. Efter tre en halv times inspirationsbesøg kunne alle tage afsked med stor tilfredshed over det vellykkede arrangement i Frederikssund.