Opbakning fra Okore på torsdag

Kategorier


Okore klar til at modtage sølvmedalje i sidste sæson – foto: boesenfoto.dk

Opbakning fra Okore på torsdag

Når FC Nordsjælland og IF Elfsborg torsdag kl. 18 tørner sammen i Farum Park, bliver det med prominent besøg fra Premier League på lægterne.

Den nu tidligere FCN-spiller Jores Okore kommer nemlig forbi, blandt andet for at sige ordentligt farvel til det hjemmepublikum, der har bakket ham op siden han som 18-årig debuterede for hjemmeholdet. Fra residensen i England fortæller Jores Okore: – Jeg havde nogle fremragende år i FC Nordsjælland og fik også taget afsked med de fleste i og omkring klubben, men nåede aldrig at sige rigtig farvel til fansene. Det kan jeg nu, og jeg er rigtig glad for at klubben på den måde giver mig mulighed for at se alle igen og sige ordentligt farvel og tak. – Det vil være helt perfekt, hvis det så også lykkes drengene at kvalificere sig til Europa League. Det er kæmpe stort at deltage i et gruppespil uanset hvor man spiller, og jeg ved, hvor meget det ville betyde for alle i klubben, at kvalificere sig. Jeg er sikker på, de kan gøre det! Vil du være med til at give Jores Okore den afsked han fortjener og samtidig hjælpe FC Nordsjælland mod gruppespillet, kan du stadig sikre dig billet på billetter/fcn.dk. Priser v/online-køb: 125,- (voksne) / 50,- (børn)
Priser i billethus: 145,- (voksne) / 70,- (børn) Borgmester i Furesø Kommune, Ole Bondo Christensen, vil også være til stede, og han opfordrer til stor lokal opbakning her, så vi i efteråret kan få et europæisk gruppespil til Farum Park.