Jan Laursen: Jesper har været en rollemodel

Kategorier


Jesper Hansen har altid været god til at give sig tid til klubbens fans – foto: Rie Neuchs

Jan Laursen: Jesper har været en rollemodel

FC Nordsjællands Jesper Hansen har igennem ti år været en del af Superliga-truppen, men nu byder fremtiden altså på fodbold i Frankrig.

Det har længe ligget i kortene at Jesper Hansen skulle skifte tigeren på brystet ud med en ny klub, da kontrakten løb indtil årskiftet. Sportsdirektør Jan Laursen: – Det er først og fremmest hamrende fortjent, at Jesper får sin udlandsdrøm opfyldt. Han har på alle måder leveret varen og været en rollemodel for vores mange unge spillere gennem sine mere end 10 år i klubben. – Jesper har bevidst at en top professionel indstilling kan bringe dig langt, og han har altid taget konkurrencen fra nye keepere op med oprejst pande og ladet handskerne tale, fortæller Jan Laursen. Jesper Hansen har spillet 177 kampe i FC Nordsjælland og har igennem tiderne haft konkurrence fra mange forskellige målmænd, men hver gang har keeperen med hårdt arbejde vundet pladsen i målet tilbage. – Han har fået god support fra vores målmandstrænere John Bredal og Lars Høgh, men han har i den grad også selv taget ansvar for sin udvikling, og har udnyttet hver eneste træningsdag til at forbedre sig. Dette har gjort ham til en stor profil i Superligaen, og også bragt ham på Liga- og A-landsholdet, fortæller Jan Laursen. FC Nordsjælland hentede før denne sæson Martin Hansen i Viborg FF, og han skal sammen med de to unge talentfulde målmænd, David Jensen og Jannich Storch, følge op på de gode målmandspræstationer i FC Nordsjælland. – Det er en stor arv vores unge keepere i form af Martin Hansen, David Jensen og Jannich Storch skal løfte, men vi føler os godt besat på denne post, og derfor valgte vi også at lytte til Jespers store ønske om at sælge ham til Evian, siger sportsdirektøren. – Vi ønsker Jesper al mulig held og lykke i det franske og håber at se ham i FCN igen på et senere tidspunkt, slutter Jan Laursen. Jesper Hansen vil ved første mulige lejlighed komme til en hjemmekamp og tage afsked med hjemmepublikummet.