De unge tigre bestod eksamen

Kategorier


Mikkel Jensen i nærkamp med Anders Møller fra OB. (Foto: fcn.dk)

De unge tigre bestod eksamen

FC Nordsjælland stillede med det yngste Superligahold nogensinde og præsterede flot men tabte 0-1 til OB på en scoring kort før tid

FC Nordsjælland stillede op til kamp i Odense kun to et halvt døgn efter strabadserne i Europa Lerague ude mod Elfsborg, og det havde fået træner Kasper Hjulmand til at ændre på hele otte pladser for at have friske kræfter på banen i Superligaen. Kun målmand Martin Hansen, Michael Jakobsen i midterforsvaret og Martin Vingaard som nyudnævnt anfører var gengangere. Ind kom i stedet for de otte øvrige fra Elfsborg-kampen en stribe unge talenter, så FCN stillede med det yngste Superligahold nogensinde i en startopstilling med en gennemsnitsalder på 21 år og 8 måneder. Emiliano Marcondes og Mikkel Jensen er fortsat kun U/19 spillere, mens fire af de øvrige startende, Pascal Gregor, Andreas Maxsø, Nicolai Johannessen og Kristian Lindberg alle er første års seniorer. Og de to styrende på den defensive midtbane, Kamal Issah og Conor O’Brien var begge nye på de positioner forhold til den vante startopstilling. Alligevel lykkedes det FC norsjælland at spille lige op med OB hele vejen igennem og faktisk også være tæt på et føringsmål, før OB meget heldigt fik scoret til 1-0 med kun ni minutter tilbage af kampen. FCN havde kontrol over kampen hele vejen igennem med sikkert og flot opspil, der hele tiden tog udgangspunkt i det sikre. De unge spillere bestod virkelig eksamen og lod bolden arbejde i rigtig FCN-stil, og et enkelt point havde været helt fortjent i en kamp, hvor bolden langt det meste af tiden var for FCN-fødder. Der blev leveret så flot en præstaion af samtlige, at de unge tigre har god grund til at være skuffede over ikke også at få en resultatmæssig belønning. OB forsøgte naturligt nok fra kampens start at lægge et højt pres på de unge tigre, og det gav en løs chance til Morten Skoubo, men herefter satte FCN sig stille og roligt på kampen. Bolden blev spillet flot rundt og fremefter med ganske få farlige boldtab. Og generobringsfasen var FCN særdeles skrap til. FCN havde kontrol og skabte også 1. halvlegs største chance, da Pascal Gregor i det 25. minut brød igennem i højre side, spurtede til baglinjen og fandt en helt fri Kristian Lindberg. Desværre blev Lindbergs skud blokeret af Anders Møller Christensen, der kastede sig vandret, og Lindberg fik ikke kontrol over riposten. Mod halvlegens slutning fik OB dog sat et modtryk ind og tiltvang sig en del hjørnespark, hvoraf Esben Ruud fik frit flugtskud på det ene, men heldigvis bankede han bolden langt over mål, og keeper Martin Hansen havde let ved at redde et halvforkølet forsøg fra Martin Spelmann lige før pausefløjtet. 2. halvleg kom til at ligne de første 45 minutter meget, men næsten endnu mere chancefattigt og med de unge tigre totalt i kontrol med roligt opspil, hver gang de erobrede bolden. Og det gjorde de ofte meget let overfor en flok mere og mere frustrerede OB-spillere. Bassel Jradi kom på banen for FCN og burde have haft et frispark lige udenfor feltet, da han blev fældet i et super gennembrud, og Conor O’Brien fik et kvarter før tid trukket sig fri til et skud, der voldte Jesper Christiansen i OB-målet store kvaler. Lidt efter havde Nicolai Johannessen et frit hovedstød efter hjørne, men han headede lige forbi stolpen. OB var kun tæt på en enkelt gang, hvod Rasmus Falk ved baglinjen blev tacklet, så bolden røg ind på stolpen og heldigvis ud til en FCN-spiller. Det gjorde den så ikke i det 81. minut, hvor den i stedet uheldigt efter et hjørnesaprk dumpede ned for fødderne af OB, og indskiftede Jeppe Hansen kunne resolut sparke i mål til 1-0 fra nært hold. De unge tigre forsøgte med en modreaktion i kampens sidste minutter, og der var optræk til den fortjente udligning, men facit blev, at det unge hold bestod eksamen på flotteste vis men desværre tabte kampen. I den kommende uge gælder det så to meget afgørende kampe hjemme i Farum Park. Først på torsdag 29. august kl. 18 afgørelsens øjeblik i Europa League i returkampen mod IF Elfsborg. Efter 1-1 i Borås kan FCN spille sig i gruppespillet, hvis det bliver en samlet sejr. Og søndag 1. september inviterer FCN så på Superligafodbold og brunch kl. 11 mod FC Vestsjælland. Kom og støt holdet i de to vigtige kampe. Køb billet online HER

Superligaen, 6. runde, 25. august

OB-FCN 1-0 (0-0)
Mål:
81. minut: 1-0 Jeppe Hansen
Tilskuere: 7.716 tilskuere
Dommer: Kenn Hansen
Advarsler: Ari Skulason, Rasmus Falk og Anders Møller Christensen, OB, samt Emiliano Marcondes, Michael Jakobsen og Conor O’Brien, FCN
Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
35 Martin Hansen
2 Michael Jakobsen
4 Conor O’Brien
10 Martin Vingaard (ind i 62. minut 6 Lasse Petry)
24 Kamal Issah
27 Pascal Gregor
29. Andreas Maxsø
30. Nicolai Johannesen
31 Mikkel Jensen
34 Emiliano Marcondes (ind i 52. minut 25 Bassel Jaradi)
36 Kristian Lindberg (ind i 81. minut 21 Ivan Runje)
På bænken uden at komme ind:
28 David Jensen
7. Nicolai Stokholm
33. Hakan Redzep
Johannes Ritter