Farum Park UEFA-godkendt til Champions League

Kategorier


FC Nordsjælland spiller deres europæiske-kampe i Farum Park – foto: fcn.dk

Farum Park UEFA-godkendt til UEFA Champions League

Når der på fredag d. 19. juli trækkes lod til 3. kvalifikationsrunde i UEFA Champions League er FC Nordsjælland med i bowlen. Potentielle modstandere er Lyon, Zenit Skt. Petersborg, PSV Eindhoven, Metalist Kharkiv og PAOK Thessaloniki og uanset hvem, FC Nordsjælland trækker, vil hjemmekampen blive spillet i Farum Park.

Det er resultatet af UEFA’s såkaldte ”site visit” tidligere på måneden, der har resulteret i en godkendelse af Farum Park til både kvalifikationsrunder og eventuelt gruppespil i verdens fineste turnering for klubhold. Bestyrelsesformand Allan K. Pedersen udtaler: – Vi har haft og har en positiv dialog med UEFA, som efter den traditionelle inspektion af stadions, har meldt tilbage, at Farum Park nu er godkendt endeligt til at huse kampe i Champions League. – Allerede op til kampene i gruppespillet sidste efterår var UEFA på besøg, og de havde en række punkter, de ønskede vi forbedrede eller modificerede. Det har vi arbejdet på siden, og da delegationen kom på besøg tidligere på måneden, var der stor tilfredshed at spore med vores faciliteter og de ting, vi har optimeret siden deres første besøg. – Vi var rigtig glade for at spille i Parken sidste sæson, hvor vi fik en masse erfaringer både på og uden for banen. De erfaringer har vi taget til os som organisation og vi er fuldt ud gearet til at afvikle kampe på højeste niveau nu og i fremtiden. Med Farum Parks godkendelse ser både jeg og hele organisationen frem til, at byde velkommen til Champions League-kvalifikationskampe allerede om 2-3 uger. – Det er et kæmpe skridt for os som klub og for hele regionen, at Furesø Kommune og Farum Park nu er på kortet over godkendte Champions League-stadions. Lodtrækningen foregår i Nyon fredag middag og kampterminerne er som følger: 30./31. juli og 6./7. august. Endeligt kamptidspunkt for hjemmekamp og billetsalg oplyses på fcn.dk fredag efter lodtrækningen.