U/19 kan blive mestre lørdag!

Kategorier


Forhåbentlig får FCN U/19 noget at juble over igen på lørdag. (Foto: Boesenfoto.dk)

U/19 kan blive mestre lørdag!

Lørdag kl. 13.00 spilles den sidste og afgørende guldkamp for FC Nordsjællands U/19 Ligamandskab, der med blot uafgjort kan sikre sig klubbens første talent-mesterskab!

Der kan skrives klubhistorie lørdag kl. 13 i Farum Park. FC Nordsjællands U/19 Ligahold kan vinde guld med en sejr eller bare uafgjort hjemme mod Silkeborg i sidste spillerunde, og det vil i så fald være det første danske mesterskab til FCN i den højeste ungdomsrække. Kom i Farum Park og følg de talentfulde unge tigres kamp for guldet. FCN fører inden sidste spillerunde med to point foran AGF/Viby, som tigrene sidste lørdag spillede uafgjort 4-4 mod i en særdeles underholdende og dramatisk topkamp. Da FCN har klart bedre målscore (11 mål bedre end nummer to) vil bare et point mod Silkeborg næsten med sikkerhed også være guld værd. Mange af FC Nordsjællands spillere er i løbet af sæsonen blevet modnet til Superligafodbold, og i den sidste Superligakamp mod Esbjerg var der hele 5 U/19 spillere på banen og 8 med i truppen i FCN-sejren på 1-0. Og i øjeblikket er FCN også repræsenteret med to mand på det succesrige danske U/19 landshold. Det er forsvarsspiller Nicolai Johannessen og topscorer Kristian Lindberg, som FC Nordsjælland derfor må se bort fra til lørdagens guldkamp. Men holdet har spillet mange kampe uden både landsholdsspillere og Superligaspillere, og truppen har bredden til alligevel at være tophold i U/19 Ligaen. Der er lagt op til en festdag i Farum Park og allerede kl. 12.30 åbner stadion. Der vil være åbent i boden, og vi sætter grillen op, så der både kan købes mad og drikkevarer. Der vil være fri adgang til kampen og ligesom sidste lørdag vil der blive tætpakket på A-tribunen af et entusiastisk publikum, der bakker tigrene op. Også U/17-holdet spiller kamp lørdag mod Silkeborg, men den kamp starter først kl. 15.30, da der skal være tid til medaljeoverrækkelse mellem de to spændende U-kampe. Der er al mulig grund til at komme på stadion og opleve fremtidens FCN-stjerner. Program:
13.00 FCN–Silkeborg U/19
15.30 FCN–Silkeborg U/17