U/19 drengenes store guldfest

Kategorier


Der blev jublet til den helt store guldmedalje efter pokal- og medaljeoverrækkelsen.

U/19 drengenes store guldfest

De unge tigre blev danske mestre med en sikker sejr på 3-0 over Silkeborg i sidste kamp i U/19 Ligaen. Det var også klubhistorie, da det er FC Nordsjællands første ungdomsmesterskab

Endelig fik champagnepropperne lov at springe i Farum Park for klubbens første ungdomsmesterskab nogensinde. FC Nordsjællands U/19 Ligamandskab var klar til mesterskabsfest i sidste uge, men først i dag på sidste spilledag blev titlen sikret. Og fejret til den helt store guldmedalje. De unge tigre kunne selv afgøre det hele foran de over 500 tilskuere, der var mødt frem i Farum Park for at være med til det store øjeblik. Og en flok tændte FCN-spillere viste straks fra første fløjt, at de ville have de guldmedaljer. Skabet blev nærmest sat på plads i løbet af bare otte hæsblændende minutter, hvor FCN udnyttede to af de chancer, holdet spillede sig til. Emiliano Marcondes headede bolden smart i nettet ved fjerneste stolpe med baghovedet i det 4. minut, og i det 8. minut tog Philip Zinckernagel elegant en fremlægning ned med brystet i feltet og driblede sig fri til skud og dermed en ønskestart for FCN med en 2-0 føring. Der stod FCN på det hele i 1. halvleg, hvor gæsterne fra Silkeborg kæmpede for at forsvare sig mod de værste stormløb. Det lykkedes ikke FCN at score yderligere før pausen, hvor Silkeborg dog også spillede lidt med mod slutningen  af 1. halvleg. Fra 2. halvlegs start pressede tigrene så igen for fuld udblæsning for at få den afgørende træffer ind, der ville lukke kampen helt. Men trods rent skydetelt og gigachancer tæt under mål måtte FCN vente til det 70. minut, før det lykkedes Philip Zinckernagel at tackle sig til bolden i duel med Silkeborgs keeper ved en lang fremlægning, og smart løftede han bolden i nettet til 3-0. Så var det kun et spørgsmål om sejrens størrelse, og mirakuløst blev der ikke scoret yderligere trods et hav af nærgående tiger-forsøg. Det betød dog intet for den jubel, der brød ud ved slutfløjtet. De unge spillere havde tydeligvis lært lidt af “de voksnes” fejring af guldet i Superligaen for et år siden, og den fik ikke for lidt. Se et par billeder herunder og flere følger senere. U/19 Liga: FCN-Silkeborg 3-0 (2-0)
Mål: 4. minut 1-0 Emiliano Marcondes. 8. minut 2-0 Philip Zinckernagel. 70. minut 3-0 Philip Zinckernagel.
FC Nordsjællands holdopstilling og indskiftninger:
Oliver Weber – Jacob Hilstrøm, Pascal Gregor, Andreas Maxsø, Mathias Mejer Knudsen – Hakan Redzep, Mathias Hebo (ind i 68. minut Rasmus Jensen), Emiliano Marcondes (ind i 77. minut Nicklas Mouritsen) – Mikkel Jensen (ind i 74. minut Simon Lund), Kalil Faizi og Philip Zinckernagel. 
Så er der fløjtet af, og guldet er sikret.
Pascal Gregor modtog som anfører pokalen, hvor FC Nordsjælland nu bliver printet ind efter FCM. Brøndby og FCK, der var U/19 mestre i nævnte rækkefølge de foregående år.
Mange af de dyre dråber gik tabt i champagneeufori.
Hele teamet bag holdet havde også grund til fælles jubel.