Stokholm og Okore var populære på Bakken

Kategorier

Stokholm og Okore var populære på Bakken

FC Nordsjællands landsholdsprofiler skrev søndag autografer til en hel masse børn og unge ved Bakkens Fodbold Festival

To af FC Nordsjællands A-landsholdsspillere, Nicolai Stokholm og Jores Okore,var søndag på Bakken for at skrive autografer ved den årlige Bakken Fodbold Festival, og det blev et tilløbstykke af de store. Børnene stod i lange køer for at få en signatur fra Stokholm og Okore. Op mod 1500 børn og unge kunne gå glade fra mødet med FC Nordsjællands anfører og viceanfører, og de to landsholdsspilelre hyggede sig med halvanden times skriveri og snak med de mange fodboldfans, der var samlet på Bakken.   Traditionen tro var det DBU Sjælland og Bakken i fællesskab, der stod for arrangementet som en festlig afrunding på fodboldstævner for børn i alle aldre lørdag styret af DBU Sjælland. Søndag samledes børn og forældre så til hyldest på Bakken. Nicolai Stokholm og Jores Okore er i øjeblikket sammen med målmand Jesper Hansen FC Nordsjællands repræsententer i den danske A-landsholdstrup, der er samlet for at spille venskabskamp mod Georgien i Aalborg i morgen onsdag 5. juni og VM-kvalifikationskamp mod Armenien i Parken 11. juni.